NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Det var lige på målstregen. EU’s regeringsledere havde sat sig for at blive enige om bankunionen inden nytår, og på et topmøde den 13.-14. december lykkedes det så at få taget det første skridt, et fælles europæisk banktilsyn.
Nu skulle EU være klædt på til at se bankerne efter i sømmene og skride ind i tide. Den Europæiske Centralbank træder ind som øverste bankmyndighed i stedet for de enkelte medlemslandes finanstilsyn.
Men i virkeligheden mangler det helt afgørende: De regler, banktilsynet skal bygge på, er ikke endeligt vedtaget. Og hvis en bank kan køre sig selv i sænk inden for reglerne, er vi lige vidt. Det ser det ud til, de snildt vil kunne i fremtiden.
Basel-reglerne handler først og fremmest om ”kapitalkrav”. Det betyder, at bankerne skal have penge på kistebunden for at modstå kriser eller bare nedture for deres investeringer. Sådan ca. 7,5 procent af bankens aktiver (eller ”risikovægtede poster”). Højere end de 4 procent, der gælder i dag. Det er der forskellige måder at opgøre på, men ingen tvivl om, at kapitalkravene hæves.
For det første mener mange eksperter, at det burde have været meget højere. Den tidligere chef for den amerikanske forbundsbank Alan Greenspan, mener f.eks. det burde have været 13-14%, andre siger 20.
For det andet har EU besluttet noget epokegørende. Mens kapitalkravene altid har været minimumskrav, d.v.s. at de angiver hvor mange penge en bank som minimum skal have liggende, så skal de fremover være maksimumskrav! Hvis et medlemsland vil stille højere krav, skal det spørge Kommissionen om lov først.
For det tredje – og mindst lige så vigtigt – så er der ikke gjort meget ved én af grundene til at de gamle regler slog fejl. Sidste gang international bankregulering blev lavet om for at hæve kapitalkravene, indførte man også en mulighed for, at de store banker selv kunne vurdere værdien af egne investeringer – eller mere præcist; hvor risikable de er.
Ud fra den vurdering – foretaget af de store banker selv – fastsættes så kapitalkravet. Problemet er, at det gør det muligt for bankerne at give gode karakterer til sig selv, og på den måde sænke kapitalkravet. Det system er afprøvet, og det betød, at trods højere kapitalkrav, så faldt den samlede kapital i bankerne.
Siden har Konsulentvirksomheden McKinsey udgivet en håndbog i, hvordan man finder en vej uden om de nye skærpede kapitalkrav. Bankerne har bl.a. derfor været positive over for det nye regelsæt, og set den særlige fordel i dem, at de udbygger det indre marked, især gennem indførelse af et loft for kapitalkrav.
»Dét signalerer et betydeligt skridt væk fra nationale reflekser og tilbage til europæiske løsninger«, siger Guido Ravoet, chef for bankernes største lobbyorganisation i Bruxelles, European Banking Federation.
Han behøver heller ikke at frygte et stop for dyre bankredningspakker. Bank-unionen åbner faktisk for, at der kan komme penge fra EU fra redningsfonden ESM til de banker, der har svært ved at få penge andre steder. De første banker, der får fornøjelsen, er spanske banker.
F.eks. satte forhandlerne sig for at indføre en ny målestok for bankerne, nemlig om ”gearing”. (Ordet dækker over, hvor stor en kapital en bank råder over, set i forhold til dens samlede aktiviteter. Populært sagt: Hvis en bank har en egenkapital på 1 kr., men udlåner 10 kr., er der tale om en gearing på 10. red.).
Det er endt med, at det skal testes i de kommende par år, om en gearing på 3 procent er anvendelig. Sagt på en anden måde, så må bankerne udlåne et beløb svarende til bankens egenkapital ganget med 33. Det lyder ikke specielt ambitiøst, og det er det heller ikke. Investeringsbanken Lehman Brothers havde nemlig en gearing på 31 kort før den krakkede i september 2008.
Også i dette tilfælde er det alligevel lykkedes EU at underbyde de internationale regler. I EU-forslaget hedder det stadig, at medlemslandene skal rapportere, ”hvorvidt 3% ville være et passende niveau for gearingsgraden”. Ikke noget med bindende regler.
Også inden for EU-systemet selv, er der for nyligt kommet dønninger og forslag af en anden kaliber.
Især har en gruppe med den finske centralbankdirektør Liikanen i spidsen foreslået, at der indføres vandtætte skodder mellem bankernes investeringer i risikable finansprodukter og deres afdelinger for almindelige kunder. Det kunne skærme forbrugerne mod tab, og ville gøre det lettere for staterne at lade bankerne betale for deres egne fejltagelser.
Forslaget er dog ikke blevet modtaget med begejstring i Kommissionen og Ministerrådet. Her er man foreløbig glade for udviklingen og for de nye regler for kapitalkrav. Spørgsmålet er, om de også er det om et par år.
2011 –
Pagten kan føre til automatiske straffe af lande som ikke opfylder kravene.