NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Idéen om, at opdele bankerne, så spekulativ virksomhed skilles fra ”klassisk” bankdrift, blev brugt af Roosevelt i 1930’erne. Nu er den på dagsordenen i Bruxelles.
Franklin D. Roosevelts første handling, efter han lørdag den 4. marts 1933 blev indsat som præsident i USA, var at lukke alle amerikanske banker om mandagen. Kun de sunde fik lov at åbne igen, efter reformer, under stram kontrol og med statslige garantier.
I årene forud, efter det store Wall Street-krak i 1929, havde banker mistet enorme beløb på investeringer. Over 9.000 banker var gået konkurs, og folk trak deres penge ud af bankerne af frygt for at miste dem.
Roosevelts ”bankferie” blev ledsaget af et massivt lovkompleks til regulering af finanssektoren – med Glass-Steagall-loven som omdrejningspunkt. Dens hovedelement var en klar opdeling mellem almindelige banker, der tager indskud fra borgere, og alle andre typer finansinstitutioner.
Indskud i almindelige banker blev statsgaranterede, mens spekulative investeringsbanker nu kunne få lov at kollapse, uden at det behøvede at påvirke resten af samfundsøkonomien. Roosevelt satte en ”brandmur” op mellem de to typer banker.
Brandmurens fald under Reagan og Clinton
Da Ronald Reagan blev valgt som præsident i USA i 1981 påbegyndte han imidlertid en omfattende tilbagerulning af regler og love for både erhvervsliv og finanssektor. Og præsident Bill Clintons administration gennemførte bankopdelingens endelige dødsstød med en lov i 1999.
Den beslutning har fået en hård medfart af Nobelpris-økonomen Joseph Stiglitz: ”Da tilbagerulningen af Glass-Stegall-loven bragte investeringsbanker og kommercielle banker sammen igen, fik kulturen fra investeringsbankerne overtaget. Der var krav om store afkast, som alene kunne opnås gennem høj gearing og stor risikovillighed”.
”Indhegning” i stedet for ”brandmur”
Europa indførte aldrig ”brandmure” som i USA, men i december 2011 nedsatte EU-Kommissionen en komité, ledet af den finske nationalbankdirektør Erkki Liikanen, der skulle undersøge, hvordan man fremtidssikrer EU’s banksektor gennem grundlæggende reformer.
Komiteens rapport lå klar i oktober 2012, og dens centrale anbefaling er netop en opslitning – dog kun i forskellige afdelinger, men stadig under samme tag – en såkaldt ”indhegning” af bankernes spekulative aktiviteter.
En bank skal tvinges til at splitte op i en detailenhed (almindelig bankdrift) og en handelsenhed (investeringer), hvis bankens investeringsaktiviteter overstiger 15 til 25 procent af bankens samlede aktiver eller over 100 mia. euro. Og hver afdeling skal leve op til separate kapitalkrav.
Rapporten åbner dog for, at detailenhederne fortsat vil kunne drive visse former for investeringsvirksomhed på klienternes vegne.
Andre anbefalinger i rapporten handler om, at man indfører nye konstruktioner for bonusordninger, bedre kontrol med bankledelser og bestyrelser, samt bedre risikoanalyser, når man udregner kapitalkrav.
For meget eller for uambitiøs?
Både Finansrådet, Danmarks Nationalbank og den danske regering har reageret kritisk på rapportens anbefalinger, bl.a. fordi det med Finansrådets ord ikke er investeringsaktiviteter, men snarere dårlige lånebøger, der har været årsagen til bankkrak i Danmark.
Og på europæisk plan har bl.a. Den Europæiske Bankføderation, de europæiske bankers paraply, reageret kraftigt.
Overfor står bl.a. Den Grønne Gruppe i Europa-Parlamentet, hvis talsmand på finansområdet Phillip Lamberts mener, at forslaget burde være gået endnu videre med anbefaling af en total opsplitning af bankerne – ikke bare en opdeling mellem forskellige afdelinger af de samme banker.
Lamberts savner desuden et loft over, hvor stor en bank må være.
Kommissionen tager stilling, når den til sommer skal fremlægge et forslag til en samlet europæisk bankreform.