NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
De store banker skulle gerne klare sig på egen hånd uden hjælp fra skatteyderne. Men det kniber med at få bankunionen på plads.
En EU-omfattende bankunion ville kunne rette op på bankernes flossede image, sikre skatteydernes penge og forhindre at store, og dårligt finansierede banker trækker hele lande med sig i en konkurs.
Til syvende og sidst er det – eller var det – hensigten, at bankerne skulle kunne garantere for sig selv og hinanden.
For at nå dertil har Kommissionen opstillet fire nødvendige tiltag:
Kort sagt er tanken, at bankerne skal klare sig på egen hånd, sådan da. I de foreløbige udspil findes formuleringer om, at staten fortsat skal garantere bankerne i sidste – allersidste – instans, men der er nu sat fokus på, at de europæiske banker så vidt det overhovedet er muligt skal klare sig selv.
Trin 1: Er besluttet
Det første trin – et fælles tilsyn – blev besluttet i december sidste år. Tilsynet kommer til at omfatte alle banker med aktiver for mere end 225 milliarder danske kroner (30 mia. euro), idet de tre vigtigste banker i hvert enkelt deltagerland under alle omstændigheder er omfattet.
Det ventes, at tilsynet vil omfatte 150-200 banker, primært i eurolandene. Der har tidligere været talt om op mod 8.000 banker og sparekasser, men nu handler det alene om de største.
Danmark og andre ikke-eurolande
Banker i ikke-eurolande kan også omfattes af tilsynet – hvis de vil.
Storbritannien og Sverige har meldt fra, det ønsker man ikke. Den danske regering vil først tage stilling til en dansk deltagelse, når den samlede bankunion er etableret.
Rent praktisk skal tilsynet udføres af to EU-institutioner, banktilsynsmyndigheden (EBA, European Banking Authority) i London og fra den 1. marts næste år, også Centralbanken ECB i Frankfurt.
Trin 2: Sten på vejen
Trin to er de regler, som tilsynet skal holde bankerne op imod. Det er EU’s udmøntning af en international bankaftale kaldet Basel III. (Basel III-aftalen gennemgås i en særlig artikel, se side 10. Kort fortalt handler den om, at bankerne skal være bedre ”polstret” end i dag ).
EU’s udmøntning af bankkravene er harmoniseringskrav, det vil sige loft for, hvad de deltagende lande kan kræve af sine banker, og ikke minimumskrav.
Lidt uventet fik Europa-Parlamentet sparket nogle ekstra elementer ind i aftalen. Aftalen er ikke endeligt vedtaget, men der er indgået forlig mellem Parlamentet og formandskabslandet Irland. Der er tale om:
- åbne regnskaber
- redegørelse for antal ansatte
- redegørelse for indtjening i skattely-lande
- en begrænsning af bonusudbetalinger til bankdirektører. De må som hovedregel ikke få mere i bonus, end de får i løn.
En klippe i havet
Med to af de fire trin på plads vil den foreslåede bankunion kunne siges at være halvt på vej.
Men så kom der en ny sten på vejen, eller måske hellere en klippe i havet: Cypern.
Den kerne, der står tilbage efter den kaotiske aktion for at undgå en cypriotisk statsbankerot, er, at der ikke længere er stemning for at bruge eurolandenes redningsmekanisme ESM (European Stability Mechanism) til at redde truede banker.
Det har ellers været hensigten at ESM skulle bruges til direkte kapitalopbygning af svage banker, når den fælles tilsynsmyndighed træder i funktion næste år (som en del af trin 1 og 2 i en bankunion).
Trin 3 og 4
Videre er der endnu ikke noget konkret forslag om den mekanisme, som skal bruges for at afvikle skrantede banker (trin 3), andet end at Kommissionen vil vende tilbage i løbet af sommeren.
Og der ser ikke ud til at være stemning for en fælles indskydergarantiordning for at danne et sikkerhedsnet for fremtiden til truede banker, trin 4 i bankunionens køreplan. Det er ikke en gang klart, hvornår Kommissionen vil fremlægge et sådant forslag.