ARTIKLER


Biodiesel skader klimaet

65 procent stammer fra raps og planteolie, som kræver store mængder energi.


Af Sven Skovmand
13. april 2013

Når de danske bilister køber dieselolie, skal de betale en lille merpris, fordi 7 procent af brændstoffet på grund af krav fra EU udgøres af biodiesel. EU hævder, at det er mere miljøvenligt end dieselolien, men det passer ikke, skriver Jyllands-Posten tirsdag den 5. februar i artiklen »Biodiesel øger CO2-udslippet«.

Ifølge bladet udleder en liter af den dyre dieselolie 30 procent mere CO2 end en olie, som ikke har fået tilsat biodiesel. Alt i alt skønnes det, at tilsætningen af biodiesel vil få det danske CO2-udslip til at stige med 130.000 tons om året.

Oplysningerne kommer fra Greenpeace, der bygger dem på indberetninger fra benzinselskaberne til Energistyrelsen. De har oplyst, at 65 procent af biodieselen i 2011 stammede fra raps og planteolie, som har et stort forbrug af gødning, ligesom transporten og bearbejdningen sker med brug af fossile brændsler. Samtidig betyder produktionen af disse afgrøder, at der må skaffes nye arealer til produktion af fødevarer. Det betyder, at der ryddes regnskov, hvad der i sig selv forøger udslippet af CO2.

Oplysningerne fra Greenpeace understøttes af Claus Felby, der er professor ved Københavns Universitets institut for skov, landskab og planlægning.

»Det er hævet over enhver tvivl, at biodiesel fremstillet af vegetabilske olier udleder mere CO2 end almindelig konventionel diesel. Forskerne kan stadig diskutere præcist, hvor stort merudslippet er, men det er fuldstændig definitivt, at biodiesel fremstillet af både raps, soja og palmeolie udleder mere CO2 end fossile brændstoffer,« siger han og fortsætter:

»Alle ved, at produktion af palmeolie medfører ekstremt store udslip af CO2. Alligevel bliver vi ved med at bruge det til produktion af biodiesel. Mens vi tøver i EU, bliver skovene i Sydøstasien fældet for at gøre plads for plantager, der skal levere olien til vores biodiesel. Det vil tage århundreder at genoprette de økosystemer, som nu ødelægges for at producere en vare, der forurener mere end energi fra Nordsøen.«