NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Der kom et direktiv om ligeløn mellem kvinder og mænd i 1975, regler for de ansattes rettigheder ved virksomhedsoverdragelser to år senere, minimumsregler for barselsorlov, for arbejdstid og en del andet af samme skuffe i årene derefter.
Udstationeringsdirektivet fra 1996 – om løn- og arbejdsforhold for ansatte i et andet EU-land i op til tre måneder – var skelsættende, ved vi nu – det fremstod bare ikke helt klart den gang.
Men de skjulte spændinger kom op til overfladen, og udstationeringsdirektivet fik en helt central rolle fra 1. maj 2004, da otte tidligere østeuropæiske lande (plus Malta og Cypern) kom med i EU – efterfulgt af Bulgarien og Rumænien tre år senere.
Den lettiske virksomhed Laval & Partneri førte sagen, og fik i december 2007 dom for, at den måde, to svenske fagforbund havde brugt blokadevåbnet på, stred imod EU's traktater.
De havde forlangt, at arbejdsbetingelserne for de lettiske arbejdere skulle være på samme niveau som i deres egen svenske overenskomst. Og den gik ikke.
Men bag Laval & Partneri, hvis ejerforhold fortabte sig lidt i det ukendte, stod den svenske arbejdsgiver- og erhvervsorganisation Svenskt Näringsliv.
»Det vigtigste er, at man fik erklæret, at strejkeretten på ingen måde har større vægt end den frie bevægelighed for tjenesteydelser«, sagde Lars Gellner, jurist på Svenskt Näringsliv, som kommentar til afgørelsen, og så tilføjede han:
»Det er helt klart at lønnen for udenlandske virksomheder kan ende med at blive lavere end den svenske gennemsnitsløn. Det er så indlysende en konklusion, at den næppe er værd at tale om.«
Fagbevægelsen, repræsenteret af paraplyorganisationen ETUC (European Trade Union Confederation, på dansk EFS – Den Europæiske Faglige Sammenslutning) forsøgte at få gennemført en såkaldt »Social Protokol» i forbindelse med forhandlingerne om Lissabon-traktaten i foråret 2008.
Timingen var god nok. De franske og de hollandske befolkninger havde i 2005 stemt nej til den foreslåede EU-forfatning. Især i Frankrig var der mange, der fandt forfatningen usocial.
Men der var ingen interesse i Bruxelles for sagen.
Janes Janza, den daværende premierminister i Slovenien, var på det tidspunkt EU-formand og manifest uinteresseret:
»De problemer, Domstolen (i Laval-sagen) har givet ophav til, kan løses, uden at man åbner op for en ny debat om strejkeretten«, erklærede han på et pressemøde i Bruxelles.
Kommissionsformand José Manuel Barroso var lige så klar i mælet:
»Vi, og her taler jeg på vegne af hele Kommissionen, mener ikke, at Domstolens afgørelse (i Laval-sagen) står i modsætning til en social model eller er et angreb på grundlæggende rettigheder. Afgørelsen afspejler nogle specifikke omstændigheder i en konkret sammenhæng«.
Så der var ikke noget at komme efter. Ingen af medlemslandenes regeringer greb bolden.
Forslaget var udformet i ti indledende motiveringer og fire artikler. En lang række henvisninger til mål og udsagn var godt kendt i forvejen – »social markedsøkonomi», »forbedrede levnedsvilkår», »dialog mellem parter», osv.
Men så var der dette her, der var formuleret som en menneskerettighed.
»Intet i traktaterne, og navnlig hverken økonomiske friheder eller konkurrence-regler, har forrang for de grundlæggende sociale rettigheder og sociale fremskridt, som defineret i artikel 2. I tilfælde af regelkonflikt skal fundamentale sociale rettig-heder have forrang».
Det gik slet ikke.
Det var som at lancere et sæt bokseregler i en svømmeklub.
Derefter kom krisen, og med den de politiske tiltag Europæisk semester, Europlus-pagt, Six-pack, Finanspagt osv.
Sociale rettigheder og hensyn forsvandt stort set fra dagsordenen, og omvendt blev det nærmest en dyd at presse lønomkostninger.
Hun peger på, at de grundlæggende rettigheder er blevet en del af Lissabon-traktaten, og at EU som sådan skal tilslutte sig den Europæiske menneskeretskonvention (EMRK).
Det organ, der tolker Den Europæiske Menneskeretskonvention, er Europadomstolen i Strasbourg, og den er ikke et EU-organ – og det har i to sager om Tyrkiet (efter EU-domstolens Laval-dom) fastslået, at det er en grundlæggende ret at forhandle kollektive overenskomster, og at konfliktretten er en del af denne forhandlingsret.
Lyset for enden af tunnelen skulle altså være et genskin fra Strasbourg.
Jens Kristiansen, professor i arbejdsret ved Københavns Universitet, udtalte, at det juridiske landskab var blevet grundlæggende forandret af de tyrkiske domme og af, at Charteret om Grundlæggende Rettigheder var kommet ind i traktaten:
»I dag ville man kunne hævde, at en Laval-dom ville få en mindre indgribende effekt«, sagde Kristiansen på et seminar arrangeret af LO i København.
Professor i statsvidenskab og kommentator i EU-sager Marlene Wind var skeptisk: »Mange har ment, at Strasbourg-domstolen står højest i hierarkiet, men man kan også forestille sig, at der bliver vendt op og ned på den rangorden. Der findes en klar opfattelse i Luxembourg (EU-domstolen), om at man ikke vil lade sig styre af udenforstående«.
LO-formand Harald Børsting lød heller ikke til at falde baglæns af benovelse: »Det glæder mig, at Jens Kristiansen siger, at det går i den rigtige retning, men det er ikke helt nemt at sidde som faglig leder og vente på, at det nok skal blive løst. Vi behøver en social klausul til forsvar for forhandlingsretten og strejkeretten i EU«.
Seminaret fandt sted for mere end to år siden.