Briterne mod Kontinentet

”Vi er med Europa, men vi er ikke en del af Europa”. Det kunne lyde som et kort referat af den tale, den britiske premierminister David Cameron holdt den 23. januar, men faktisk er ordene hentet fra en tale, Winston Churchill holdt for mange år siden, i 1930.

Men hvad ligger der bag denne evigt gentagne skepsis over for Kontinentet? Er der tale om almindelig rivalisering mellem gamle stormagter – Storbritannien over for Frankrig og Tyskland?

Jeg valgte at spørge en historiker, Nils Arne Sørensen fra Syddansk Universitet, om han var overrasket over indholdet i den tale, Cameron holdt? Det var han ikke:

»Ikke, hvis du ser på Storbritanniens forhold til Europa/EU efter 2. Verdenskrig. Det er en ny gennemspilning af briternes grundlæggende utryghed ved det europæiske projekt – som grundlæggende også er en identitetskrise«.

Den britiske løve år 2013

»Hvis du ser på Storbritanniens historie efter 1945, så er det en fortælling om tab af magt. Det er jo kun af historiske grunde, at vi opfatter Storbritannien som en stormagt. Det er jo bare en ret beskeden ø, hvor der bor 60 millioner mennesker – som har underskud og en svag økonomi, men som har en glorværdig historie.

Det har vi andre lettere ved at se, end briterne selv.

Da det europæiske projekt blev formuleret efter 1. Verdenskrig, havde briterne et stort imperium, og det var det, de satsede deres fremtid på. Først i 1960’erne gik det op for dem, at her var noget, de nok var nødt til at være med i. Det blev til deltagelse uden entusiasme og med forbehold om, at ”vi vil så lidt som muligt”«.

Briterne ynder at tale om Storbritanniens særlige relationer til Commonwealth og USA?

»Ja, når man ser på britisk historie helt op til i dag, får man tit det indtryk, at Atlanterhavet er smallere end Den Engelske Kanal.

Men amerikanerne taler ikke om et ”særligt forhold”, sådan som briterne gør. For USA er det mere interessant at agere med Kina og Indien, og også med Europa som EU, end det er at agere med Storbritannien«.

Kontinentet

Hvorfor er det, at briterne føler sig så dårligt tilpas i forhold til Kontinentet?

»Det handler om den måde, britisk identitet og selvforståelse er blevet dannet – gennem en lang række krige mod europæiske magter: Først Spanien, så Frankrig, så Tyskland. Men for at forstå det, skal vi  helt tilbage til dengang, da identitet havde enormt meget med religion at gøre«.

Vi skal tilbage til religionskrigenes tid, da der var konstant, militær kamp mellem protestanter og katolikker i et helt århundrede, fra ca. 1550 til 1648, mener Nils Arne Sørensen.

Storbritannien eksisterede ikke endnu – det blev først dannet i 1707 – men det protestantiske England var omgivet af katolikker i Irland og i Skotland, og fordrevne katolikker fra England og Skotland søger beskyttelse i Frankrig og prøver regelmæssigt at vende tilbage og erobre magten.

»Du kan sige, at fjendebilledet bliver religiøst dannet, og oven i det bygger du så nationale modsætninger, handelskrige og kampe om verdensherredømme i Nordamerika, Asien og Afrika.«.

EU som det fjerde rige

»I 1900-tallet kommer de to store verdenskrige, som briterne engagerer sig i. Men de føler, at deres indsats ikke fører til noget. 1. Verdenskrig ender ikke lykkeligt, for 10 år senere er der nazisme og fascisme på kontinentet. Og hvad angår 2. Verdenskrig, mener mange briter, at europæerne ikke gjorde ret meget modstand, da tyskerne rullede frem. 

Hvis du nærlæser rødglødende britiske EU-modstandere, finder du meninger som, at tyskerne nu gennem EU har held med det, som mislykkedes for Hitler. Der er folk, der taler om EU som det fjerde rige, men de er nok ude på overdrevet. Men alle de ting, man ikke kan lide – diktatur, militarisme, fascisme, racisme – dem parkerer man i Tyskland«. 

Hvad kan vi lære af 1975?

»Nu får briterne næsten sikkert en folkeafstemning. Sidste gang de havde en sådan var i 1975. Dengang startede det med, at et flertal af briterne mente, at jo før de kom ud af det her Europa (som de var kommet ind i to år før. red.) desto bedre, og så endte det alligevel med, at cirka to tredjedele af dem stemte ja.

Det, kunne man så forestille sig, ville føre til større tilfredshed. Men der gik ikke særlig lang tid, før den britisk skepsis over for det europæiske projekt dukkede op igen – den kom i midten af 1980’erne med Margaret Thatcher.

Så jeg er skeptisk over for det synspunkt, at med en folkeafstemning i 2017 vil man endelig, én gang for alle, kunne rense ud og lukke den her diskussion«.