Devaluering nødvendig

Arbejdsløsheden er det afgørende, mener tidl. nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer. Og den store arbejdsløshed i Sydeuropa kan kun rettes op ved, at landene træder ud af euroen og devaluerer.

Af Ole Aabenhus
1. juni 2013

Fhv. nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer er dybt bekymret over den udvikling, der finder sted i Europa, og især i eurolandene. Og det, der bekymrer ham mest, er arbejdsløsheden:

»Hovedproblemet er arbejdsløshed, og en ungdomsarbejdsløshed på 50 pct., som man ser det i Sydeuropa, er en katastrofe. Det kan man ikke være bekendt, hverken i eurozonen eller i det øvrige EU. Men man er ligeglade. Det er efter min mening usolidarisk. Europas forening har været en enorm succes; der har aldrig været noget, der lignede det her. Men man lukker bare øjnene og siger: Det kommer ikke os ved. Det kan man ikke være bekendt«. 

»Det, der sker nu, er at man risikerer at få et fuldstændig opløst arbejdsmarked, hvor man konkurrerer lønnen ned. Det er en forkert strategi, fordi det skaber bitterhed og fjendskab mellem de europæiske lande. Og det er ikke noget, der kan viskes væk i løbet af 0,5, for når man er oppe på, at hver anden ung ikke kan få arbejde, så er det noget, der bliver husket«.

»Jeg kan ikke se andet, end at det er at lege med ilden at acceptere så høj en arbejdsløshed«.

»Der er en anden mulighed: At træde ud af euroen i en periode og eventuelt lade et land få mulighed for at vende  tilbage, når det ønsker det...«

»Der er også en tredje mulighed, men den er endnu mere kontroversiel: At give tilskud til eksport og lægge skat på import – det svarer også til devaluering. Det kunne man gøre for en begrænset periode på måske 5 år. Man kunne begynde med et niveau på 20 pct. og trappe ned med 5 pct. pr. år...  – men det er stik mod alle regler«.

Kan man træde ud af euroen?

»Ja«.

Men din kollega, prof. Niels Thygesen, sagde i et interview med NOTAT for nogle måneder siden, at et lands udtræden af euroen ville grænse til det umulige, for det særlige ved euroen var ifølge ham, at man nu har en fælles centralbank og fælles sedler, så han mener faktisk ikke, at man kan træde ud.

»Det er ikke rigtigt. Jeg talte med den tjekkiske centralbankdirektør, efter at det gamle Tjekkoslovakiet blev delt i Tjekkiet og Slovakiet – og han sagde dengang i spøg, at her kan I se – selvfølgelig kan det lade sig gøre«.

»Det, man siger fra tysk side, er, at Middelhavslandene må lave arbejdsmarkedsreformer – underforstået, at de skal være ligesom den, kansler Schröder fik indført i Tyskland i 2003.

Men man glemmer, at Schröder blev forhadt på grund af sin reform, og ikke genvalgt. Han har måttet vente ti år på at blive anerkendt igen. Hvilke politikere – og hvilken Middelhavspolitiker – vil stille op til det?«

»Middelhavslandene er blevet inviteret ind i euro-gruppen uden at få at vide, at det her er dødsens farligt, hvis ikke man

kan holde omkostningerne på samme niveau som tyskerne«.

Men bør vi overhovedet have en valutaunion i Europa, og hvorfor?

»I Rom-traktaten var der dels det handelsmæssige og den integration, som også skaber politisk samhørighed. Men der var desuden det, at man skulle forene den økonomiske politik. Det stod der. Men der stod ikke, hvordan og på hvilken måde...«

»Det skulle give Europa en bedre position internationalt. Men det har jeg altid syntes var noget vrøvl. Hvis man undersøger, hvor stor betydning topmøderne har haft helt konkret, så er det næsten ingenting. Så jeg kan ikke sige, at det er enormt vigtigt med en valutaunion, navnligt ikke, når den kører af sporet«.

I USA har man også en valutaunion... !

»Ja, efter 100 år... men den måde, den er lavet på her, er amatøragtig og ikke gennemarbejdet. Den er blevet til, fordi tyskerne ville have England og Frankrig som venner, da Øst- og Vesttyskland skulle genforenes«.

Det, du siger her, er, at økonomisk er der ingen grund til en valutaunion. Tværtimod, den er en fejltagelse.

»Ja«.

Så det er en politisk diskussion, om man skal have den – og politikerne har fejlet, for de har skabt en valutaunion, der reelt ødelægger det sammenhold, der skulle være i Europa...

»Ja«. 

Hvordan går man så videre herfra?

»Man kan opløse den«.

Men hvordan? Alle taler om de vanskeligheder, der vil komme i en opløsningssituation.

»Der er masser af kontrakter, der er indgået i euro... Ja, men der er jo aldrig givet garantier for, at euroen vil vare evigt«.

 

Korthus

Du skrev i en artikel i Politiken sidste år, at situationen ikke kan reddes ved enorme obligationskøb...

»Nej, det centrale problem er arbejdsløshed og nedgang i investeringer, altså stagnation, og det løses ikke ved at holde renten på et eller andet niveau. Det hjælper på tilliden og på statsfinanserne, men nogen direkte virkning på beskæftigelse har det ikke«.

Og beskæftigelsen er det centrale?

»Man er kommet så langt ud, at det er det centrale«.

Du siger i din artikel: Eller en splittelse af euroområdet i to dele. Er det nord-syd, du tænker?

»Ja, det er det. Men jeg tror ikke, man får så stor en enighed mellem landene, at man kan dele euroområdet i to. Jeg tror, man får et par stykker, der træder ud, og så begynder halløjet jo for alvor, for så begynder markederne at koncentrere sig om lande, der er i farezonen«.

...og det hele falder som et korthus?

»Ja, det gør det«.

Så du tror, at om fem år har vi ikke nogen euro mere?

»Det vil jeg nødig spå om. Der er jo en enorm prestige involveret fra ledende politikere. Men altså, hvis vi har den, tror jeg, det vil være en enorm omkostning beskæftigelsesmæssigt og vækstmæssigt«.

 

Devaluering er det centrale nu

I starten af krisen talte mange om, at man burde føre en keynesiansk politik, altså bruge flere penge fra statskassen til at holde beskæftigelsen i gang, - men nu hedder det, at der ikke længere er penge nok i statskasserne til det...

»Nej, det er valutakurserne, der er det centrale nu. Man må have nogle realistiske valutakurser, og så kan man få gang i eksporten og i import-substitution«.

»Tidligere havde man jo tre korrigerende mekanismer – finanspolitik, pengepolitik og valutapolitik. Nu mangler vi den sidste. Kun hvis man melder sig ud, er man i stand til at devaluere. Eller, hvis man laver sådan et kombineret eksportsubsidie og importtold, svarende til en valutakursændring«.

 

»En overvurderet valuta er gift for økonomien. Vi havde selv en overvurderet valuta i 1970’erne, og det var en meget trist periode. Men skal man devaluere, forudsætter det, at man er i stand til at gennemføre en følgelovgivning, og hvis man ikke kan det, er det vanvid at devaluere«.

»Den mest vellykkede devaluering, vi foretog herhjemme, var den i 1979, hvor man fjernede en del af pristalsreguleringen – energiposter og sådan noget. Og man havde LO’s støtte til det«.

Mener du så også, det er rigtig

dårligt, at vi har en fastkurspolitik i forhold til euroen?

»Vi har overskud på betalingsbalancen. Og vores konkurrenceevne er ikke så ringe. En fastkurspolitik over for euroen, det er et disciplinspørgsmål. Fastkurspolitikken har haft en meget stor psykologisk betydning«.

Vi er det 18. euroland, siger økonomiminister Margrethe Vestager...

»Ja, vi er medlem uden at være medlem. Vi sidder uden for døren«.

 

Kan nord hjælpe syd?

Kunne man tænke sig, at de rige lande i nord gennemførte noget, der svarer til Marshall-hjælpen – det amerikanske hjælpeprogram, der skulle sætte gang i udviklingen i Europa i årene efter anden verdenskrig – altså, at Nordeuropa sætter investeringer i gang i Sydeuropa?

»Nej, når man er kommet så langt ud, som vi er nu, er vi nødt til at gøre noget drastisk. Først og fremmest må man se, hvad hovedproblemet er. Der, hvor jeg skiller mig ud fra de fleste, er på spørgsmålet om beskæftigelsen. Det er beskæftigelsen, som er hovedproblemet«.

Tyskerne holder fast i en logik fra efterkrigsårene, hvor pointen var at holde de offentlige udgifter nede, og hvor man nu siger: Det er den model, vi skal have de andre til at følge, og så vil det nok kunne lykkes. Hvoraf kommer denne tyske ortodoksi?

»Den kommer af, at det er lykkedes for dem. Jeg sagde til dem på et tidspunkt, at det kan da godt være, I har ret, men I har den fordel, at I har haft to galopperende inflationer i 1920’erne og 1940’erne, og befolkningen er blevet tilstrækkelig bekymret for en gentagelse. Men vi andre har jo ikke haft den erfaring, så vi har ikke befolkningen med os på samme måde«.

 

»Jeg diskuterede med en person fra Forbundsbanken engang i 1980’erne og sagde, at hvis man drager konklusionen af jeres synspunkter, så får vi ikke en økonomisk union, før det øvrige Europa optræder som tyskere. Det mente han ikke var venligt formuleret. Hvordan ville han så udtrykke det? spurgte jeg. Jo, han ville sige det på den måde, at man ikke fik en økonomisk og valutær union, før de øvrige lande havde INDSET, at de skulle gøre som os tyskere. – Det ligger så fast for dem, nærmest som en trosbekendelse«.

»Som Margaret Thatcher sagde lidt flot, så må man efterhånden spørge, hvem det var, der vandt den anden verdenskrig. Jeg har oplevet tyskerne gå fra at være meget beskedne og usikre til at vokse op til at blive kolossalt selvbevidste. Det er de nu«.

Fastkurspolitikken – en succes

Ville det være en fordel, hvis de kriseramte lande i syd devaluerede, mens en række lande omkring Tyskland fortsatte eurosamarbejdet?

»De nordeuropæiske lande er jo gået over til at være meget forsigtige med en ekspansiv politik. Det er for dyrt. Vi slog om i begyndelsen af 1980’erne – efter den vellykkede devaluering i 1979, som siden blev underløbet, fordi politikerne blev bange, og vi fik et kæmpe underskud – det kom op på 10 pct.«.

 »Det var efter det, at Schlüter-regeringen slog ind på en stabiliseringsorienteret politik, som er blevet fulgt siden. Og den, må man sige, har været en succes«.

Vil det efter din mening være en fordel, hvis man kunne lave en nordlig euro – måske med Tyskland, Holland, Finland, Østrig og med Danmark som påhæng?

»Ikke økonomisk. Jeg har aldrig ment, at euroen var en økonomisk fordel. Det kan være en politisk fordel, at man bliver tvunget til at føre en stabilitetsorienteret politik. Men det har vi jo gjort herhjemme i mere end 30 år – siden 1982«.

»Når jeg har argumenteret for, at vi skulle være med i euroen i sin tid, så var det jo fordi jeg mente, at vi førte en så fornuftig politik, at vi kunne være med, uden at det ville give os store vanskeligheder«.

»Jeg har aldrig ment, at vi – ved at være medlem af euroen – ville få større vækst. Men det ville betyde, at man cementerer det europæiske sammenhold, – og det har jeg altid været tilhænger af«.

»Men jeg må indrømme, at det, vi oplever i dag, har gjort mig skuffet. Som sagt har jeg hele tiden syntes, at det var risikabelt, at man ikke sagde til de sydeuropæiske lande, med virkeligt eftertryk: Er I klar over, hvad I går ind til?«.

»Når man tænker på, hvordan italienerne og grækerne har opført sig, historisk set, så synes jeg, det er sløseri, at man ikke har advaret dem«.