NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Er man medlem af en borgergruppe eller græsrodsorganisation, som vil have indflydelse i EU, er vejen ofte tung. Der skal ressourcer, erfaring og status til, for at træde en sti mod indflydelse.
Anderledes forholder det sig for store virksomheder. Her er stien ikke bare trådt i forvejen – der er anlagt en firsporet motorvej.
Det er såre ligetil, hvad en virksomhed skal gøre, hvis den vil have indflydelse, og det er sat så meget i system, at det oftest kun er et spørgsmål om penge. Det opdagede den danske virksomhed Grundfos, da den for tre år siden satte sig for at ændre EU-reglerne om el-pumper. Der skulle ikke tages mange skridt før sejren var i hus.
Med udgangspunkt i denne og mange andre sager, som Corporate Europe Observatory har fulgt, kan man sige, at Grundfos har fulgt en slags manual for, hvordan store virksomheder griber tingene an:
»Personligt blev jeg overrasket over, hvor nemt det er at komme med input til EU-Kommissionen. Vi blev taget med i en arbejdsgruppe, hvor der blev lyttet meget til os«, sagde Grundfos’ direktør Mads Sckerl til Ingeniøren i juni 2009.
Men egentlig er der ingen grund til at blive overrasket. Det er helt almindeligt, at Kommissionen inviterer erhvervslivet ind i rådgivningspaneler, der skal diskutere nye regler og lovgivning, der vedrører dem. I mange tilfælde er de oven i købet de eneste, der inviteres indenfor.
Det gør kun få virksomheder i forvejen, så de hyrer et firma, der er specialiseret i politisk påvirkning, til at trække i tråde, foreslå en taktik, og i mange tilfælde også mødes med politikere og embedsmænd på virksomhedens vegne. Således også i tilfældet Grundfos, der fik hjælp af et firma til bl.a. at sikre, at især Danmark og Tyskland talte Grundfos’ sag i Ministerrådet.
Hvad EU-Parlamentet angår, hjalp firmaet med at udforme en strategi og lave lobbyarbejde.
»Vi gik efter tyske, danske og luxembourgske politikere fra Socialdemokraterne, Konservative og De Grønne. Det er vigtigt med blandingen, hvis man vil have vind i sejlene«, fortalte Mads Sckerl til Ingeniøren.
I Parlamentet hjalp desuden daværende EU-parlamentariker Christian Rovsing til. Da han forlod parlamentet, gik han, som mange andre parlamentarikere før og siden, til lobbybranchen, mere præcist til det danskejede Cabinet DN i Bruxelles.
Men indimellem går der politik i det. Det kan være en strid om miljøvirkning, forbrugerbeskyttelse eller faglige forhold, der skaber debat om en virksomhed eller en branches forslag. Sker det, kan virksomheden hyre et PR-firma til at klare paragrafferne. Resultatet kan blive alt fra en plump skræmmekampagne om tab af arbejdspladser til oprettelsen af en falsk tænketank eller græsrodsorganisation, der taler virksomhedens sag med et andet sprog og andre argumenter.
Er sejren ikke allerede helt i hus, er der gode muligheder for at påvirke Kommissionen inden sagen er helt lukket. Når den er slut, er det almindeligt, at de eneste der har været med i alle faser af processen er virksomhederne.
Det er også en del af opskriften på succes. En opskrift, som andre normalt ikke har mulighed for at følge.
(Kenneth Haar er analytiker i en lobbyist-kritisk tænketank i Bruxelles, Corporate Europe Observatory (CEO) og medlem af NOTATs redaktion.)