Er der vilje til at stoppe skattely?

ANALYSE. ”Jeg sikrede mig, at hver G8-leder underskrev dem – at alle satte deres navn på disse 10 forpligtelser.”

Sådan lød det selvsikkert fra den britiske premierminister, David Cameron, da han i juni præsenterede G8-mødets erklæring om bekæmpelse af skattely. De otte førende verdensøkonomiers ledere var nået til enighed om 10 punkter for en international indsats mod skattespekulation.

De væsentligste af de ti punkter slår fast, at landene forpligter sig til, at skattemyndigheder automatisk skal udveksle oplysninger med hinanden om virksomhedernes skattebetaling. At det skal være nemmere at finde ud af, hvem der reelt ejer en virksomhed. Skattespekulanterne kan nemlig ofte gemme sig bag komplicerede selskabskonstruktioner. Endeligt skal adskillige smuthuller i de internationale regler for beskatning lukkes.
At der er behov for handling på disse tre områder illustreres tydeligt af, at globale virksomheder som Google og Apple i årevis har kunnet slippe afsted med at betale helt ned til 2-3 procent i skat.

Hvad er et skattely?
Debatten om skattely handler ikke kun om eksotiske småstater som Cayman Islands, Seychellerne og Bermuda. En række europæiske lande, som Irland, Østrig, Luxembourg og Holland tilbyder bankhemmelighed eller slatne regelsæt for kapitalbevægelser, der reelt gør disse lande til afgørende brikker i skattely-spillet. Palmeøerne er kun endestationen i dette omfattende maskineri.
Der er to centrale årsager til, at skattely kan fungere. For det første, at nogle lande tilbyder lav eller ingen skat for virksomheder. Det giver selvfølgelig selskaberne en stærk interesse i at flytte deres indtægter eller overskud til disse lande. For det andet har afreguleringen af finansmarkederne op gennem 80’erne og den generelt mangelfulde kontrol med kapitalbevægelser betydet, at det ikke er svært at flytte sine penge uden for myndighedernes bevågenhed.
Men den økonomiske krise presser nu de vestlige økonomier i en grad, så der er opstået et massivt pres for at gøre noget. I det mindste lappe de værste huller og øge udvekslingen af information.

OECD til kamp mod skattely
Bolden ligger nu hos de velhavende landes tænketank, OECD. På et G20-møde (verdens 20 største økonomier) i juli præsenterede OECD sin handlingsplan mod ”BEPS” – Base Erosion and Profit Shifting. Kort sagt skattespekulation. Planen udpeger en række områder, hvor der frem mod slutningen af 2015 skal ryddes op i det hullede pileflet af internationale aftaler om, hvor og hvornår en virksomhed skal betale skat. Ikke mindst fokuserer OECD på at skabe større klarhed over, hvor en virksomhed reelt har sin indtjening og derfor skal betale sin skat.
Den første opgave bliver at analysere, hvordan den geografisk flygtige digitale økonomi – som i eksemplerne med Apple og Google – skal gribes an. For det er blevet tydeligt for enhver, at det nuværende næsten 100 år gamle system for beskatning af multinationale aktiviteter slet ikke kan følge med. Hvordan beskatter man eksempelvis indtægten fra et musiknummer, som en dansker køber af en amerikansk virksomheds irske datterselskab?
Interne handler i det skjulte
Helt op mod 60   % af verdenshandlen foregår i dag internt i de store koncerner. Det rejser det afgørende spørgsmål om, hvad de ydelser, virksomheder køber af egne afdelinger i andre lande, egentlig er værd. Hvad er en rimelig takst, når en virksomhed køber konsulentydelser af sig selv? Hvis betalingen er for høj, kan den bruges til at flytte overskud til skattely.
Det samme gælder med det hastigt voksende problem med beskatning af indtægter på patenter. Ved at flytte ejerskabet af patentet, flyttes nemlig også den indtjening – royalties – som patentet skaber. Det gør det muligt at flytte indtægter fra forskning udført i et højskatteland, hvor eksempelvis gode uddannelsesmuligheder og stærk infrastruktur betalt af skattekroner i første omgang, har gjort forskningen mulig, til et andet land med lav skat. Det er blandt andet denne finte, som SKAT i februar mente, at Novo Nordisk havde benyttet sig af, da de flyttede en række patenter til Luxembourg.

Et spørgsmål om vilje
OECD-rapporten er lige nu det væsentligste skridt i indsatsen mod skattely. Fordi skattespekulation benytter sig af forskelle og huller mellem forskellige landes skatteregler er det et problem, der kun kan løses ved forbedret international koordination.
Tax Justice Network (Netværk for retfærdig beskatning, red.), en organisation der i årevis har ført kampagne for et bedre skattesystem, har set nærmere på, om OECD’s udspil kommer til at gøre en forskel. Den overordnede vurdering er, at der er taget et stort skridt fremad i forhold til at sætte fingeren på problemerne. Men da skat fortsat er et konkurrenceparameter blandt verdens lande, sætter de spørgsmålstegn ved, om der er tilstrækkelig politisk vilje til at gennemføre tiltag i den hastighed og det omfang, OECD lægger op til. Anbefalingerne er nemlig ikke bindende.
”Selv hvis regeringerne accepterer anbefalingerne, ville det øge skattekonflikter, eftersom hvert land søger at rage så meget af virksomhedernes indtjening til sig for at kunne beskatte den,” skriver Tax Justice Network i sin analyse af OECD-rapporten.
”Et allerede meget kompliceret system vil blive endnu mere indviklet, koordination vil blive meget svært og OECD’s ambitiøse bud på en løsning, som skal aftales blandt mange parter, vil sandsynligvis nærmere tage 20 år end 2 år,” lyder det.

Kampen mod det rindende vand
Problemet er, at selv med de bedste intentioner kæmper ethvert tiltag mod ”det rindende vands princip”. Ligesom vand har det med at finde nye sprækker, når ét hul lappes, vil virksomhedernes skattebetaling altid søge mod den mest fordelagtige des-tination. Derfor kræver det en hidtil uhørt grad af enighed om den fælles interesse på bekostning af nationale hensyn at få lappet skattesystemet.
Udfordringen er, at det vil kræve fælles fodslag og omhyggelig koordinering fra en række politiske ledere, der normalt har meget forskellige interesser i spil. Og der er ingen tvivl om, at virksomhedernes lobbyister allerede er i fuldt sving med at teste, hvor langt den politiske vilje reelt holder – og hvor den kan bøjes.

G8 er et årligt topmøde for otte af verdens førende økonomier. Tilsammen udgør de to tredjedele af den globale økonomi. Deltagerne er: Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Storbritannien, USA, Canada og Rusland.