ARTIKLER


EU-kommissær farlig for danske vognmænd

Vil give EU-vognmænd mulighed for at køre endnu mere i Danmark.


Af Sven Skovmand
17. januar 2013

Efter EU's regler har udenlandske vognmænd ret til at foretage tre ekstra ture inden for en uge, efter at de har kørt varer til Danmark. Denne regel, der kaldes for »cabotage« er blevet en trussel mod danske chauffører og vognmænd.

De udenlandske vogmænd omgår nemlig reglerne ved at køre frem og tilbage over grænsen mellem Tyskland og Danmark, hvorefter de på ny er berettiget til tre ture i Danmark. Og da deres lønninger er langt lavere, har de danske vognmænd svært ved at klare sig i konkurrencen.

Vognmændene og chaufførerne har klaget til transportminister Henrik Dam Kristensen, som ifølge »Børsen« ikke stiltiende har tænkt sig at acceptere, at en hel branche bliver undermineret af virksomheder, som ikke lever op til de regler, der er på området. »Jeg er meget optaget af, at vi får defineret, hvad der er reel cabotagekørsel,« siger han til bladet i artiklen »Henrik Dam vil skære igennem«, der bringes onsdag den 26,. september 2012.

Men ifølge en anden artikel »EU presser på for liberalisering« mener den estiske kommissær for området, Siim Kallas, at det kun er udmærket, at der er fri konkurrence på området.