NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Både israelere og palæstinensere mener, der er brug for EU. Alligevel er de dybt skeptiske. Hvorfor? Det fortæller de her.
»I Jerusalem«, joker skolelæreren Muna Hassan, en 27-årig palæstinenser fra Østjerusalem, »er de mest almindelige biler grænsepolitiets jeeps og FN’s firhjulstrækkere«.
Måske en overdrivelse, men alligevel. Gadebilledet i Jerusalem er præget af de store, hvide, biler fra FN, ICRC, EU og andre internationale missioner. Men faktisk gælder det samme på Vestbredden og endda i de populære restaurantområder i Tel Aviv.
I de palæstinensiske områder skal man sjældent køre ret længe, før man ser skilte på skoler, veje, landbrug og hospitaler med logoer fra enten EU, USAID, Japan eller Save the Children med tekster som ”Dette er en gave fra det amerikanske til det palæstinensiske folk”.
Sammenholdt med, hvor længe konflikten har varet, hvor mange penge der kanaliseres til området, og hvor få resultater, der er opnået, vækker det bekymring og endda harme i befolkningen.
Som repræsentant for det ”internationale samfund” – der skelnes sjældent mellem diplomater, FN-udsendte og nødhjælpsarbejdere – mærker man ofte kritikken, og noterer, at den griber om sig.
Set fra Palæstina
Sam Bahour, en palæstinensisk forretningsmand forklarer: »De milliarder af euro, som EU har smidt ind i Palæstina, har ingen effekt med mindre de kombineres med politisk vilje fra EU’s side til at gøre Israel ansvarlig for dets handlinger«.
»Det har aldrig og vil aldrig give mening, at EU betaler for rekonstruktionen af Palæstina og samtidig ignorerer israelske militære aktioner, der enten ødelægger, hvad der blev bygget, eller sørger for at investeringerne bliver ubrugelige«.
»Det mest chokerende er, at EU’s borgere tillader misbruget af deres skattekroner uden at holde de europæiske ledere ansvarlige og få dem til at kræve kompensation for de ødelagte udviklings- og nødhjælpsprojekter«.
Vi stoler ikke på EU mere
Skolelæreren Muna Hassan mener, at »Flere og flere palæstinensere er vrede på EU. Vi stoler ikke på EU mere, for EU støtter israelerne, og også bosætterne, mere end de støtter os. EU har givet milliarder, og vi har ikke engang en stat«.
»Fredsplanen og de politiske løsninger er slået fejl. Krigen mod Gaza viste, at vold er det eneste, der rykker ved tingene«.
Det er et synspunkt, man kan finde helt op i Selvstyrets top: Xavier Abu Eid fra PLO’s forhandlingsenhed siger det sådan:
»Vi har i årtier forsøgt at få sat palæstinensiske fanger på fri fod og få israelerne til at trække sig tilbage fra bosættelserne på diplomatisk vis gennem forhandlinger. Uden held. Hamas tager en soldat til fange og får 1000 palæstinensere løsladt. De sender en raket mod Gilo (israelsk bosættelse med 40.000 indbyggere, sydvest for Jerusalem. red.), og for første gang i historien flytter bosætterne sig. Det er et farligt signal at sende«.
Set fra Israel
Paradoksalt nok, er opfattelsen af EU ikke meget anderledes på den anden side af Den Grønne Linje. Shlomo Enzensbacher, en højreorienteret israeler, der arbejder i sikkerhedssektoren, er træt af de kritiske udtalelser både fra det officielle EU og fra den menige europæer – hvad enten det er turister i Jerusalem, hvor han bor, eller folk, som hans venner og bekendte har truffet, når de besøger Europa.
Da jeg fortæller ham om det unikke og tætte økonomiske samarbejde mellem Israel og EU, bliver han kun mere kritisk.
»Jamen, hvad er det så, de vil?«, spørger han og fortsætter: »Hør her. Du har boet her i næsten fire år og kender den israelske mentalitet. To ting kan få os til at ændre os. Et, hvis vi har noget at miste, og to, hvis rådet kommer fra en, vi stoler på og ser som en ven. Ingen af delene er gældende, når det drejer sig om EU«.
Denne holdning bekræftes, når man lytter til de israelske lederes udtalelser. De siger, at EU ikke kender konteksten, at EU’s fordømmelser kun gør ondt værre, og at eksempelvis Gilo er en del af Jerusalem.
”Bosættelserne er og forbliver Israel…”
Da jeg nævner bosættelserne, griner Shlomo Enzensbacher og siger: »Det er Israel, og det forbliver Israel«, og det er der egentlig god grund til.
Den nye israelske regering har flere bosættere på ministerposter og består af flere partier, som ikke anerkender en fremtidig palæstinensisk stat, og da bestemt heller ikke ser Østjerusalem, som en fremtidig palæstinensisk hovedstad.
Jerusalem, og herunder den østlige del, er i deres optik Israels hovedstad og ”Israel” går fra havet til (Jordan-) floden.
Den såkaldte Grønne linje og altså 1967 grænserne, som ifølge EU bør være den fremtidige grænse mellem Israel og Palæstina, findes stort set ikke i israelernes bevidsthed.
Der er 200.000 bosættere i Østjerusalem og 350-400.000 på Vestbredden. Bare på et år er der bygget 600 nye huse til israelere på palæstinensisk jord. I samme område har den israelske hær nedrevet 535 palæstinensisk ejede bygningsstrukturer.
Brug for Europa
Trods kritikken mener begge parter, at der er brug for Europa.
Begge betragter EU som en enhed med en fælles udenrigspolitik og som en mulig udfordrer til USA som den dominerende magt i forhold til den israelske besættelse.
Det er de færreste, der forstår, at EU er splittet, også i forhold til Israel og Palæstina, og at EU stadig ikke formår at operere som en central og afgørende udenrigspolitisk spiller.
Selvom Shlomo Enzensbacher er træt af, hvad han mener er skinger kritik, siger han alligevel, at Israel gerne vil være tæt på Europa.
Mange israelere føler sig langt tættere på Europa end på den Mellemøstregion, de eksisterer i. Israelerne rejser typisk på ferie i Europa, ligesom Israel deltager i både det europæiske Melodi Grand Prix og Champions League.
Men som Shlomo Enzensbacher formulerer det, er der også et andet, mere vidtgående perspektiv: »Vi kan ikke klare os med USA som eneste allierede, og handelsmæssigt har vi også brug for Europa. Desuden har mange israelere rødder og tilhørsforhold der«.