Euroen i centrum for den italienske valgkamp

Temperaturen er stigende i den italienske valgkamp op til parlamentsvalget d. 24. og 25. februar, hvor der er valg til både Deputeretkammeret og Senatet.

Det samlede politiske billede forud for valget i Italien er blevet mere uklart end ved tidligere valg, efter at den forhenværende italienske EU-kommissær Mario Monti, der har virket som en teknisk, ikke-parlamentarisk valgt regeringsleder i godt et år, har valgt at kaste sig ind i valgkampen.

I stedet for den traditionelle opdeling i en venstre- og en højrefløj, har man nu fået 3 "poler", idet Monti, uden at oprette et egentligt parti, har lavet sin egen kandidatliste "Vælg samfundssind" (Lista civica). Den får støtte fra et par midterpartier og skal ifølge Monti appellere til de "moderate" kræfter i italiensk politik, men er derved kommet under beskydning både fra venstre- og højrefløjen.

Berlusconi igen
Højrefløjen anføres nu igen af Silvio Berlusconi, der ellers havde trukket sig tilbage som regeringschef, men nu er leder af partiet PdL (Popolo della Libertà)

I december trak Berlusconi sin hidtidige støtte til Monti tilbage. Monti mistede herved sit flertal og udskrev parlamentsvalg.

Efter ca. en måneds uklarhed meldte Berlusconi sig noget overraskende på scenen igen. Måske var det fordi fraværet af posten som regeringschef betød bortfald af lukrative indtægtskilder, eller fordi det svækkede hans position over for dommerne i Milano, men formodentlig først og fremmest fordi han stod over for det uhyggelige perspektiv, at venstrefløjen risikerede at komme til magten med alt, hvad dette kunne indebære af trusler som f.eks. ændrede retsplejelove, valglove og skattelove.

Allerede Montis øgede beskatning af fast ejendom gør ondt på Berlusconi og med ham de mange andre italienere, der hellere vil anbringe deres opsparing i fast ejendom end betro den til bankerne.

Lega Nord
For at øge sine chancer for genvalg har Berlusconi set sig nødsaget til at genoptage alliancen med sin tidligere norditalienske samarbejdspartner, det separatistiske Lega Nord, hvis leder han ellers var raget uklar med.

Alliancen med Lega Nord, der står stærkt i de 3 rige regioner Piemonte, Lombardia og Veneto, kan eventuelt give en så stærk en stilling i Senatet, at det kan danne modvægt til det store centrumvenstreparti Partito Democratico's sandsynlige overvægt i Deputeretkammeret - og derved måske forhindre eller begrænse, at Norditaliens blomstrende skatteindtægter forsvinder ned i de bundløse syditalienske kasser.

Berlusconis fjendebilleder
Kan Monti, der ellers ikke står særlig stærkt i meningsmålingerne, komme til at danne tungen på vægtskålen i venstrefløjens favør?

Dette perspektiv har givet den 76-årige Berlusconi uanede kræfter, og mens Monti er optaget af at drøfte EU's finansrammer for de kommende 7 år med Angela Merkel og Francois Hollande, benytter Berlusconi enhver mulig lejlighed til at kaste sig ud i radio- og TV-debatter, shows, interviews, taler ved forsamlinger, købestævner osv. med vittigheder og slagord af enhver kaliber.

Fjendebillederne er mangfoldige: Retsvæsenet, som er "patologisk" (fordi dommerne forlanger, at Berlusconi skal være til stede ved retsmøderne), Monti (fordi han hugger stemmer til de moderate og stiller dem til rådighed for venstrefløjen), EU (hvis andre statsledere er bureaukratiske og ikke anerkender, at "jeg er den, der er bedst informeret om økonomien og markedet") og endelig: Skattevæsenet (som er "underkuende og blodsugende ("vampiresca")").

Hvis Berlusconi kommer til magten, vil han derimod sørge for, at pengene bliver i italienernes, familiernes og virksomhedernes lommer.

Tyskland skyld i ledigheden
Berlusconi er således den, der forsvarer italienerne, ikke blot mod skattevæsenet, men også mod EU og især Tyskland, som får skylden for den stramme økonomiske politik, der har bevirket faldende forbrug og stigende arbejdsløshed.

Berlusconi sagde til avisen La Repubblica forleden: "Vi er nødt til at sejre i styrkeprøven med Berlin, ellers vil realiteterne tvinge nogle lande til at forlade euroen med risiko for eurozonens endeligt".

Sammenkædningen med en mulig udtræden af eurozonen er en snu cocktail, der kan have appel til mange italienere, ikke mindst mindre erhvervsdrivende, der længe har givet euroen skyld for forringet økonomi, herunder store prisstigninger og faldende beskæftigelse.

Arbejdsløsheden er nu steget til over 11%, og ungdomsarbejdsløsheden til over 36%, og mange spørger sig selv: Hvem er den stærke mand, der kan tage kampen op imod EU og særlig Tysklands forkerte politik?