ARTIKLER


Europas Forenede Stater?

Ikke endnu, mener amerikansk-dansk EU-forsker. Men hvad er det, der adskiller valutaunionen EU fra USA?
Af Staffan Dahllöf
18. februar 2013

Udover det åbenlyse, som sprog, kultur og historie er der nogle grundlæggende forskelle mellem USA som fungerende valutaunion, og EU's bestræbelser på at etablere noget der ligner.

EU-lande bruger cirka 1 procent af BNP (bruttonationalproduktet, den samlede værdi af varer og tjenesteydelser) på fælles udgifter. Budgettet skal være i balance. EU kan som sådan ikke have budgetunderskud.

Udgifterne i USA's føderale budget er på godt 20 procent af BNP, mens indtægterne er cirka 18 procent. Forbundsstaten USA kan have budgetunderskud og har, med undtagelse for nogle få år, har haft det siden 1930'erne.

EU's fællesbudget for de 27 medlemslande er altså kun en brøkdel af den føderale (forbundsstatslige) budget i USA.

En brøkdel
Den femtedel af samtlige indtægter, der opkræves af forbundsstaten i Washington, betyder, at det amerikanske budget kan bruges til investeringer i for eksempel veje, broer, rumfart og oprustning - udover overførsel til arbejdsløshedserstatning og forskellige former af bidrag.

De tilsvarende satsninger fra den fælles EU-kasse er små, og mest symbolske.

Udover at EU-budgettet er en 1/20 del af det amerikanske, så er to tredjedele af EU's udgifter i forvejen reserveret til landbrugsstøtte og til støtte af udvalgte regioner.

Dermed er der kun 1/3 procent tilbage.

Til gengæld er socialpolitik, kontanthjælp og andre sociale ordninger rent nationale anliggender i EU, i hvert fald når det gælder finansiering. Der kommer ingen dagpenge, kontanthjælp eller børnetilskud fra Bruxelles.

Europæisk disciplin
For både den amerikanske og den europæiske valutaunion gælder at delstaterne/medlemslandene skal overholde en vis økonomisk disciplin.

Her er lighederne mellem EU og USA noget større.

De amerikanske delstater skal som en hovedregel have balance mellem udgifter og indkomster - ligesom EU's medlemslande skal ifølge Finanspagten.

Men detailstyringen af de amerikanske delstater er svagere end den centrale styringen af EU's medlemslande:
»Der er forskellige regler for budgetunderskud på delstatsplan; jeg mener det er reguleret i 48 af de 50 delstater. Hvis man ser på de forskellige regler for budgetdisciplin, går EU faktisk længere end USA«, siger Derek Beach, USA-født lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

Folkelige krav
Rent historisk hænger de amerikanske delstaters budgetregler sammen med folkelige krav på at holde politikerne i stramme tøjler, forklarer Derek Beach:

»Reglerne blev skabt i 1840´erne, som en reaktion på at korrupte politiker havde givet infrastrukturinvesteringer væk til venner og bekendte. Den slags ville folk sætte en stopper for«.

»Der er dog forskellige måder, som delstaterne kan bruge til at omgå reglerne, og det sker. Det mest kendte eksempel er vel Californien med en gæld, som svarer til Italiens i EU«, siger Derek Beach.

En anden lighed er, at amerikanske delstater, som trues af fallit, ikke kan påregne statslig hjælp i form af kriselån eller redningspakker.

»Det er ikke nedskrevet noget steder, men en stadfæstet regel. Der er ikke nogen "bail out"; går det galt, så er der ingen kære mor«.

Snedige undtagelser
Sådan er det også i EU - i princippet. Landene må ikke hæfte for hinandens gæld.
I virkeligheden er den regel blevet kraftigt gradbøjet i senere år

Redningspakkerne i form af kriselånene til Irland, Grækenland, Portugal, Spanien, og nu muligvis også Cypern, ligesom Centralbankens udpumpning af penge til bankerne, har været konstruerede som midlertidige, og mellemstatslige løsninger; mere eller mindre snedige undtagelser fra det generelle hæftelsesforbud i traktaten.

Hvis EU permanent skal sikre medlemslande og befolkninger i uføre, kræver det dels traktatændringer, dels en fælles budget på et helt andet niveau end i dag. Det viser eksemplet USA. Men ingen af delene står på den europæiske politiske dagsordnen.