Fra fredens projekt til demokratisk udfordring

 ANALYSE. EU startede som et fredens projekt, hvor de europæiske regeringer skulle sikre fred på et krigshærget kontinent og skabe et forpligtende samarbejde mellem landene. Siden har tendensen været stigende europæisk integration og en løbende afgivelse af magt fra medlemslandene til EU.

I takt med at EU har udviklet sig til et overstatligt samarbejde, som i høj grad påvirker den nationale lovgivning og befolkningernes hverdag, kan man stille spørgsmålstegn ved, om institutionerne i EU lever op til de demokratiske forpligtigelser, der følger med.

Flere kompetencer på flere politik-områder har gjort EU mere og mere komplekst, og det har medført et manglende folkeligt engagement i de europæiske beslutninger. Mange borgere oplever EU-systemet som fjernt fra deres virkelighed, og at beslutningerne er for svære at gennemskue og påvirke.

Kriseværktøjer bør diskuteres

De senere år har den økonomiske krise stillet større krav til det europæiske samarbejde, og de tværnationale løsninger er blevet flere. Det har kun øget kravet til den demokratiske legitimitet i EU. Folk er blevet introduceret til en finanspagt, en bankunion og en mulig finansunion. Nye begreber, mere kompleksitet og nye konsekvenser.

Krisehåndteringen har muligvis været nødvendig ud fra en række økonomiske betragtninger, men værktøjerne, man har anvendt, kan og bør diskuteres. For EU’s legitimitet er tæt forbundet til, hvorvidt den europæiske befolkning bliver inddraget i beslutningerne og om de er tilfredse med resultaterne.

Hvor kommer legitimiteten fra?

Den tidligere kommissionsformand Jacques Delors kaldte EU for en ”UPO”, et Uidentificerbart Politisk Objekt. Det dækker over, at EU på nogle områder minder om en nationalstat og på andre områder om en international organisation. Om man forstår EU som et overstatsligt samarbejde, hvor flertallet bestemmer, eller som mellemstatsligt, hvor hvert medlemsland har vetoret, er helt afgørende for, hvordan man kan forstå EU’s demokrati.

I EU består demokratiet grundlæggende af to former for repræsentation. For det første bliver vi repræsenteret direkte af de politikere, vi stemmer ind i EU-Parlamentet. For det andet bliver vi indirekte repræsenteret af de politikere, vi stemmer ind i Folketinget. Blandt andet når de giver danske ministre et mandat, når de skal til Bruxelles og forhandle i Ministerrådet.

Hvad der er mest demokratisk, er der langt fra enighed om. Det afhænger af, i hvilken retning man ønsker, at EU skal bevæge sig.

 Hvis man vil have mere direkte repræsentation, kan man sikre, at beslutningerne kommer tættere på borgerne. Men det vil også få give et EU, der ligner mere en stat end et samarbejde.

 Hvis man vil styrke den indirekte repræsentation, f.eks. Folketingets indflydelse på EU, vil man få et EU, der mere ligner et samarbejde end en stat. Men borgerne rykker så et skridt længere væk fra det europæiske niveau.

Uanset, om man foretrækker direkte eller indirekte repræsentation, kan EU’s overordnede demokratiske legitimitet vurderes ud fra to principper. For det første om borgerne mener, at de politiske resultater og beslutninger er de rigtige og til gavn for borgerne (output-legitimitet). For det andet om borgerne bliver repræsenteret i det politiske system og om systemet inddrager borgerne i beslutningsprocessen (input-legitimitet).

Legitimitet i kraft af resultater

Ser man på, om beslutningerne i EU – outputtet – er i overensstemmelse med den europæiske befolknings ønsker, må det siges langt fra altid at være tilfældet. Det kom bl.a. til udtryk, da den danske regering anbefalede, at Danmark deltog i euro-samarbejdet, mens befolkningen valgte at stemme nej.

Det samme gjorde sig gældende, da forfatningstraktaten blev sendt til afstemning i EU-landene, men allerede i Frankrig og i Holland blev mødt af et ”non” og et ”nee” fra befolkningerne. I øjeblikket sætter Storbritanniens David Cameron – efter folkeligt pres – nu store spørgsmålstegn ved det europæiske samarbejde, og i Grækenland vokser utilfredsheden med EU i takt med den økonomiske kontrol fra Bruxelles.

Selvom Europa-Parlamentet er gået fra næsten ingen indflydelse til at være medlovgiver på lige fod med ministerrådet, er valgdeltagelsen til parlamentsvalgene faldet fra 63% i 1979 til 43% i 2009.

Overordnet tegner der sig et billede af, at EU’s resultater ikke er i overensstemmelse med stemningen i befolkningen, og at engagementet generelt er faldende.

Krisehåndteringen er netop blevet besluttet i forhandlinger mellem medlemslandene. EU-Parlamentet har stort set været sat uden for indflydelse og der har ikke været mange muligheder for en offentlig drøftelse af strategien. Begrundelsen har være, at krisen krævede effektive beslutninger, og man derfor ikke kunne tage sig tid til borgerinddragelse.

Legitimitet i kraft af borgerinddragelse

Krisehåndteringen rejser spørgsmålet om den anden form for legitimitet – inputtet. Inddrager EU reelt borgerne, og bliver borgerne tilstrækkeligt repræsenteret i de politiske institutioner? Af EU’s mange betydningsfulde politiske aktører er det kun Parlamentet, der er valgt på traditionel demokratisk facon med valg hvert femte år.

Hverken Kommissionen eller Domstolen er valgt direkte af de europæiske befolkninger. Europas befolkning har således ingen direkte mulighed for at stille disse institutioners politikere og embedsmænd til ansvar for deres handlinger. Siden begyndelsen har Kommissionen tilmed haft eneret på at foreslå ny lovgivning. Det gav mening dengang, det meste EU-lovgivning handlede om at harmonisere regler og fjerne handelsbarrierer. Men i takt med den dybere politiske integration, er det blevet mere og mere uholdbart, at retten til at fremsætte ny lovgivning ligger hos en institution uden folkevalgte politikere.

En europæisk offentlighed?

Mens EU traditionelt har legitimeret sig ved resultater, har krisen og de beslutninger, der er truffet, skabt stor folkelig utilfredshed. Af den grund har flere peget på, at man kunne øge den demokratiske input-legitimitet ved f.eks. at give Europa-Parlamentet magten til at udpege kommissærerne eller ved at have direkte valg til Kommissionen.

Folkeafstemninger og valg bidrager helt oplagt til, at folk interesserer sig for politik og det tvinger politikerne til at tage borgerne alvorligt. Det er vigtige elementer, hvis der skal skabes en platform for de vitale diskussioner af EU og bygges bro mellem overvejende EU-positive politikere og udbredt EU-skeptiske befolkninger.

En europæisk offentlighed er grundlaget for en inkluderende diskussion af EU’s fremtid og kan skabe større fokus på de centrale debatter frem for forældede diskussioner af for eller imod EU. Hvis et repræsentativt demokrati skal fungere optimalt, er det vigtigt, at borgerne er oplyste om nutidige politiske diskussioner, så de har et grundlag for at kunne deltage politisk via valg eller anden form for politisk deltagelse. Her lader EU-projektet stadig en del tilbage at ønske.