ARTIKLER


Hollands historie


Af Sven Skovmand
1. august 2013

Holland er en ung stat. Landet blev først anerkendt i 1648 i forbindelse med afslutningen på Trediveårs-krigen. Indtil da havde det under navnet Nederlandene i lang tid først været under Østrig og siden Spanien sammen med Belgien og Luxembourg.

Men i 1581 afsatte hollænderne den spanske konge, Filip den Anden i protest mod hans forfølgelse af alle, der ikke var katolikker. Krigen varede i knap 70 år, men den styrkede hollænderne enormt. De blokerede adgangen til Antwerpen og gjorde derved Amsterdam til Europas største havn. Og i det sydøstlige Asien fik de den koloni, der nu hedder Indonesien. En tid var landet en stormagt.

Denne tid varede dog ikke længe, og fra 1700-tallet og frem spillede Holland en mere begrænset rolle. Under Anden Verdenskrig var landet besat af Tyskland, og det gjorde en tid hollænderne til fanatiske tilhængere af EU, som de var med til at grundlægge. Begejstringen har dog siden været aftagende.

Holland har været præget af store koncerner som Philips, Akzo-Nobel og Shell. Men landbruget spiller også en vigtig rolle. Store områder består af inddæmmet hav. Det gælder blandt andet søen     Ijsselmeer. Den blev skabt, da man anlagde en dæmning tværs over Zuidersøen, der kun var lidt mindre end Sjælland. I dag er søen kun så stor som Lolland.