Hvad er euro-obligationer?

I dag benyttes betegnelsen helt overvejende om obligationer, der er udstedt af EU-institutioner og garanteret af EU-/    euro-medlemslandenes regeringer. For eksempel har den Europæiske Investeringsbank (EIB) og den Europæiske Stabiliseringsmekanisme (ESM) tilsammen en euro-obligationsgæld tæt på €       1.000 milliarder. Det skyldes, at de ved at udstede euro-obligationer har rejst penge til blandt andet udlån og hjælpepakker til kriseramte lande.

Desuden har euro-landene stillet en i realiteten ubegrænset garanti til den Europæiske Centralbank, der allerede har hjulpet navnlig sydeuropæiske lande ved i et betydeligt omfang at opkøbe deres statsobligationer.

Til dækning af statsgæld

Den aktuelle EU-politiske diskussion, der knytter sig til begrebet euro-obligationer, er således ikke, om der skal udstedes euro-obligationer garanteret af EU-landene (EIB) eller af ØMU-landene (ESM); for de eksisterer allerede. Diskussionen handler om, hvorvidt de enkelte medlemslande i fremtiden skal have mulighed for at finansiere en del af deres statsgæld med euro-obligationer, der er garanteret af de øvrige medlemslande.

Det er en problemstilling, der navnlig knytter sig til ØMU-landene, som ikke har deres egen selvstændige valuta. Derfor kan de ikke, som andre lande, om nødvendigt finansiere et underskud på statsbudgettet gennem et (over)træk på statens konto i den nationale centralbank.

Renten på sådanne i fællesskab garanterede euro-obligationer til finansiering af de enkelte ØMU-landes offentlige budgetter vil ligge på et niveau noget over det tyske; men markant lavere end den rente, som de sydeuropæiske lande betaler i dag. Det vil dog også påvirke landenes egne obligationslån, og derfor i princippet betyde penge fra de rige nordeuropæiske lande til de kriseramte sydeuropæiske lande.

Hvad er holdningerne

Tyskland har blankt afvist idéen om euro-obligationer med mindre at de lande, der ønsker at benytte dem, accepterer en benhård budgetkontrol, således som det er sket for de ØMU-lande (Grækenland, Irland, Portugal og Cypern), der har ansøgt om og fået nødlån fra den Europæiske Finansielle Stabiliserings Fond.

Frankrig har dog en mere positiv holdning til at dele de udgifter, der følger med ved genstart af den økonomiske vækst ikke mindst i de hårdest ramte ØMU-lande. Det Europæiske Råd vedtog således i juli 2012 på forslag af præsident François Hollande, at der etableres en EU-vækstfond på € 120 mia. delvist finansieret med euro-obligationer og administreret efter samme principper som den Europæiske Investeringsbank (EIB).

Det stadig uløste problem, der knytter sig til medlemslandenes brug af de fælles euro-obligationer til finansiering af de offentlige budgetter er dog primært af demokratisk karakter. Det er de enkelte medlemslandes parlamenter, der stiller garantierne, og de ønsker derfor at have indflydelse på, hvad modtagerlandene bruger pengene til.

Men da EU-landene ifølge traktaten er suveræne stater, så mister landene den parlamentariske kontrol. Med mindre der, som i dag, stilles præcise forhåndsbetingelser til lån fra de andre lande via EU’s institutioner. Dette problem kan kun løses gennem en ændring af EU-traktaten, hvorved der skabes en form for overstatslig, men demokratisk forankret kontrol med de enkelte landes offentlige budgetter. Hvilket kan have lange udsigter.