Hvad kan man lære af Cypern-krisen?

Pludselig i marts flygtede kapitalen fra Cypern. Det havde stået klart i mange måneder, at de cypriotiske banker stod over for kollaps, men de udenlandske investorer havde tydeligvis ventet, at  ”nogen” i EU til syvende og sidst ville være nødt til at sende en redningspakke.

Sådan var det hidtil gået, når banker var ved at kollapse.

Investorerne havde bare ikke taget med i betragtning, at Holland havde fået en ny finansminister – Jeroen Dijsselbloem, landbrugsøkonom af baggrund, kendt som noget af en østers, som ingen kunne regne ud på forhånd, men slagkraftig, når først han lukkede op. Og at denne hollænder overraskende var blevet formand for eurogruppen i januar – et totalt ubeskrevet blad i finansministerkredse.

Men den årvågne investor burde måske have lagt mærke til, hvad der skete i februar, da SNS Reaal, et kriseramt realkreditinstitut i Holland, stod til at skulle rekonstrueres. Indskyderne fik blot at vide, at de selv måtte bære hele tabet. Nul redningspakke. For tusinder af småsparere betød det, at værdien af deres indskud pludselig var lig nul. 

Skatteyder-garanti?

Kort efter lagde han, næsten lige så overraskende, op til, at eurogruppen skulle anvende samme metode på Cypern, da ø-staten fik de første henvendelser fra Cyperns nye regering under landets nyvalgte præsident Nicos Anastasiades.

Argumentet var, at den bedste måde at disciplinere et lands banker ville være ved at lade indskyderne risikere en del af tabet.

Cypern var en slags skattely inden for eurozonen, ikke mindst for russiske finansfolk. Alt i alt var den samlede bankkapital på øen lig med 7-8 gange bruttonationalproduktet. Så skulle bankerne virkelig gå fallit, ville cypriotiske skatteydere ikke have en chance for at garantere indskyderne.

Altså måtte man hente pengene udefra, f.eks. fra EU – eller lade indskyderne tage tabet.

Logikken er så enkel, at enhver investor måtte kunne indse, at deres penge stod endda særdeles risikabelt. Men hidtil havde EU gang på gang demonstreret, at intet euro-land skulle have lov at gå ned. Til syvende og sidst var Tysklands Angela Merkel trods alt gået med til, at medlemslandene pungede ud – til gengæld for krav om besparelser og strukturreformer i statsapparatet, men det kom jo ikke nødvendigvis indskyderne ved.

Og i Cyperns tilfælde havde landet anmodet om en hjælpepakke på 10 mia. euro. Den havde været aftalt siden juni sidste år, og det var almindelig anerkendt, at cypriotiske banker havde brug for hjælp, fordi de havde lidt et tab på op mod 5 mia. euro, da Grækenland fik sin redningspakke i maj 2010 – svarende til godt en fjerdedel af landets bruttonationalprodukt.

Lørdagsløsning

Eurogruppens finansministre mødtes i Bruxelles fredag den 15. marts for at strikke en løsning sammen. Mødet blev 10 timer langt, og først lørdag morgen lå resultatet klar. Ganske usædvanligt har den maltesiske finansminister Edward Scicluna givet en insider-beretning fra mødet, hvor han sad ved siden af sin tyske kollega, Wolfgang Schaüble.

Faktisk var de beløb, Cypern havde brug for, små i europæisk målestok. Men, forklarer han. I Irlands tilfælde var det den lave selskabsskat. I Grækenland var det de offentlige udgifter, der var løbet løbsk. I Cyperns tilfælde var det russerne.

Det var især Tyskland, der var irriteret. Angela Merkels regering skal til valg i september, og den forventede støtte til Cypern var blevet et stort emne i valgkampen: Skulle gode tyske skatteborgere sende penge til Cypern for at redde banker, der tjener som skattely og måske endda hvidvaskningscentraler for russisk mafia?

Socialdemokraterne i SPD talte offentligt om det dilemma, Angela Merkel ville stå i den dag, hun alligevel – når alt kom til alt – ville blive nødt til at sige ja til en hjælpepakke.

Så her kom Dijsselbloems krav om, at det var indskyderne, der skulle betale, ganske belejligt. Det tyske efterretningsvæsen havde fået til opgave at se på de russiske indeståender på solskinsøen.  146 mia. euro skulle der være, så der var nok at tage af.

Russiske penge

En tredjedel af alle Ruslands udlandsinvesteringer gik i 2011 via Cypern. En fjerdedel af alle udenlandske investeringer i Rusland kom via Cypern. En meget stor del blev administreret af de 40.000 russere, der bor på Cypern.

Cyprioterne var chokerede og kæmpede for forskellige løsninger. Hvordan ved vi ikke præcist, men lørdag morgen den 16. marts stod det klart, at den nyvalgte, konservative præsident Nicos Anastasiades ville lade de store kontohavere – herunder ikke mindst russerne – slippe så billigt som muligt. ”Mit land vil ikke begå selvmord”, skal han havde sagt på et tidspunkt, før han forlod lokalet. 

Det mest overraskende her er imidlertid, at eurogruppen accepterede idéen og gik med til at bryde den indskydergaranti, der havde været i kraft i EU siden krisen begyndte i 2009: At op til 100.000 euro (750.000 kr.) af en persons samlede indskud i en bank er garanteret af staten.

Som The Economist’s kommentator Charlemagne skrev, er eurozonen præget af improvisation. Tænketanken Bruegel skrev i en kommentar, at forhandlingerne var præget af ”mangel på regler, der kan give retning til markedernes forventninger”.

Løsningen blev, at indskydere skulle betale 6,75 procent af deres indestående op til 100.000 euro (750.000 kr.) – og 9,9 procent af beløb over denne grænse. Det skulle give 5,8 mia. euro, og EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond skulle så sende 10 mia. euro.

Kapitalen flygter

Hvad der siden skete, har der været fuld presse på: Det cypriotiske parlament protesterede. Ikke en eneste stemte ja til den løsning, regeringen lagde frem. Selv regeringspartiets medlemmer sagde fra, idet de undlod at stemme. For første gang i euroens historie var en hjælpepakke totalt afvist af et parlament.

Resultatet blev en genforhandling. Satserne blev ændret, så indskud på op til 750.000 kr. gik fri – efter reglerne. De 5,8 mia. euro skulle betales ud af de resterende indlån. Man regnede på det tidspunkt med, at der kunne blive tale om 37,5 procent, men aftalen rummer mulighed for mere – helt op til 60 pct. Til erstatning ville indskydere få mere eller mindre værdiløse aktier i Bank of Cyprus.

På det afgørende møde den 15.-16. marts havde Wolfgang Schaüble insisteret på, at der omgående blev lukket ned for alle banker. Det skete ikke før den endelige aftale var vedtaget i Parlamentet to uger senere.

Men ifølge rapporter i cypriotisk presse var der i hvert fald en del russiske rigmænd, der fik deres penge ud – trods alt. Mens folk stod i kø ved pengeautomaterne på Cypern, var der åbent i de to største bankers London-filialer hele ugen. Og det samme gjaldt den Moskva-filial, som den ene af dem, Bank of Cyprus, havde oprettet.

Vi ved fra den cypriotiske nationalbank, at der blev trukket penge ud i 6.000 tilfælde i de to uger. Og der kører en sag om, at et firma, der tilhører præsidentens svigersøn, sendte 21 mio. euro til London tre dage før det afgørende møde med euro-gruppen.

Meget tyder på, at de store indskydere fik tømt deres konti totalt i tide – med det resultat, at der skal hentes nærmere 60 pct. end 37,5 procent af de resterende beløb, for at regnestykket går op.