NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Lave K. Broch, cand. scient.pol. og ordfører for Radikalt EU-kritisk Netværk skriver under overskriften »EU-modstanderne har også vundet folkeafstemninger»:
»Det gælder såvel Maas-tricht-afstemningen i 1992, euro-afstemningen i år 2000 og i hvert fald også den grønlandske afstemning om udmeldelse og den norske i 1994.
Da Grønland i 1982 stemte om udtræden af EF, gjorde tilhængerne en virkelig effektiv indsats for at hindre en udtræden. Men modstanderne fik fremskaffet oplysninger om de store besparelser, grønlænderne ville få på deres varer, hvis de trådte ud af EF og dermed slap for den høje told, som EU lagde på varerne. Og da oplysningerne kom fra det danske skatteministerium, virkede de dybt troværdige.
Jens-Peter Bonde har ret i, at EU-tilhængerne dummede sig i forhold til Maastricht-afstemningen i 1992 og Euro-afstemningen i 2000. Men når modstanderne vandt ved de to afstemninger, skyldtes det nok en kombination af en grundlæggende modvilje hos vælgerne, fejl hos tilhængerne og nej-kampagner der pressede ja-siden.
I 2000 havde tilhængerne en langt bedre sag. For umiddelbart virkede det jo tillokkende, at man ikke ville behøve at købe valuta, når man skulle ud og rejse. Men tilhængerne fik alligevel ikke det resultat, de ønskede. Og det var der nok især to grunde til. Den ene var, at de økonomiske vismænd udtalte sig svævende om virkningerne af projektet. Den anden var, at kursen på euroen i en lang periode faldt over for dollaren.
Det er min klare overbevisning, at uden en nej-kampagne i disse folkeafstemninger ville der ikke have været nogen større debat. Og uden nogen reel debat havde medierne og vælgerne heller ikke opdaget ja-sidens fodfejl«. (Forkortet af red. Den fulde version kan læses på www.notat.dk)
I 1986 havde vi Socialdemokratiet og Det radikale Venstre med på Nej-holdet. Et flertal blandt vælgerne stemte alligevel imod os. Vi tabte, selv om 80% af danskerne hele tiden havde været imod »Union». Trusselskampagnen lykkedes, som i 1972.
I 1992 var der blot 0,7% flere Nej-stemmer end Ja-stemmer. Det gav genlyd og ændrede dagsordenen i hele Europa. Bagefter tror folk, at vi vandt argumentationen. Sandheden er, at vi slet ikke kunne komme til orde i medierne.
Men tilhængerne fik heldigvis lavet så mange fejl, at de tabte, trods ekstrem overvægt i medierne. Ved omvalget i 1993 havde vi ikke en chance.
I 2000 var vi heldige med euro-afstemningen. Vi var langt bagud til det sidste. Det lykkedes så ved en fiffig kampagne at ændre vælgernes dagsorden til at handle om kronens afskaffelse NU, i stedet for euroens indførelse. Vi vandt ikke slaget om euroen, men Ja-siden tabte afstemningen, særligt på grund af forkerte profetier, som blev dementeret af vismændene og virkeligheden med den faldende euro, som Lave rigtigt påpeger«.
(Forkortet af red. Den fulde version kan læses på www.notat.dk).