Kampen om de nye klimamål er gået ind

REDUKTION. Mens deadline for EU’s 2020-klimamål nærmer sig, er kampen om den næste milepæl gået ind. Med en såkaldt grønbog – en slags offentlig høringsrunde – har EU-Kommissionen i foråret foreløbigt spillet ud med sine ideer til mål for 2030: En øgning af målet for CO2-reduktion til 40 procent i forhold til 1990-niveauet, og et mål om, at 30 procent af energiforsyningen skal komme fra vedvarende energi.

De to mål er dog ikke nok, lyder det fra blandt andet den danske regering. I 2020-målene var der også et mål om 20 procents forbedring af EU-landenes energieffektivitet, altså udnyttelse af energi med mindst muligt tab. Hvis EU var en bil, ville målet være, at den skulle køre 20% længere på literen.

I Kommissionens grønbog omtales energieffektivisering kun som noget, der ”eventuelt” kan indføres igen. Det skal ændres, mener den danske regering, som ser øget energieffektivitet som et afgørende element i den grønne omstilling. Problemet er, at ambitiøse mål om vedvarende energi og energieffektivitet formentlig vil betyde, at man rammer over de 40 procents CO2-reduktion i 2030, og dermed gør dét mål irrelevant. Målene for vedvarende energi og energieffektivitet i 2020-planen har således gjort, at man allerede har opnået 18 ud af de 20 procents CO2-reduktion syv år før deadline.

Greenpeace: Tid til opstramning

Danmark er oppe mod tunge spillere som Frankrig, der har mange atomkraftværker, og Storbritannien, der gerne vil bygge flere. Begge arbejder for et rent CO2-mål, da atomkraft hverken tæller som vedvarende energi eller energieffektivitet. Et rent CO2-mål vil også åbne for andre teknologier, som at pumpe CO2 fra kul og gas ned i jorden, hvilket også teknisk set begrænser udledningen.

Tarjei Haaland, klima- og energiekspert hos Greenpeace, ser det som kortsigtede løsninger, der intet har med grøn omstilling at gøre. Han er også meget kritisk over for en mekanisme, der gør, at EU-lande og -virksomheder kan investere i projekter i udlandet og indregne den sparede CO2 i deres eget kvote-regnskab. F.eks. kan den danske stat eller en dansk virksomhed investere i et vandkraftprojekt i Sydamerika, og tælle den CO2, der spares i Sydamerika, med i regnskabet i Danmark. Fænomenet kaldes offsetting.

Hvis man indregner offsetting, har EU-landene faktisk nået 2020-målet og har reduceret med hele 23 procent siden 1990. Men offsetting er ifølge Tarjei Haaland en dårlig løsning, der intet har at gøre med, hvor meget EU-landene rent faktisk udleder.

»De fleste af disse projekter ville blive gennemført under alle omstændigheder i de lande, hvor det foregår. Hvis man havde nogle meget højere mål i de rige lande, kunne det være en ide at have en mulighed for offsetting oven i det. Men fordi målene er så lave herhjemme, så bliver offsetting en mulighed for at løbe fra at gøre noget på hjemmebanen« siger Tarjei Haaland.

»Det nytter ikke, at en stor del af reduktionerne foregår andre steder i verden. Ved at gøre det muligt at købe kreditter, har man sænket presset på den teknologiudvikling i de rige lande, som er en forudsætning for den grønne omstilling.«

Det er da også den danske regerings holdning, at de 40 procents reduktion i 2030 skal ske på hjemmebanen, fremgår det af et høringssvar til EU-Kommissionens grønbog.

De kollapsede klimakvoter

Et andet centralt problem med EU-Kommissionens arbejde for at reducere CO2-udslippet er kvotehandelssystemet ETS (Emissions Trading System). Idéen er at sætte et loft over den samlede CO2-udledning i EU. Derefter fordeler man kvoter til virksomhederne, og lader de, der udleder mindre CO2 end den mængde, de er tildelt, sælge de ubrugte kvoter til andre virksomheder, som udleder mere CO2, end de er blevet tildelt. Det skal skabe incitamenter for at reducere udledningen.

Problemet er imidlertid, at markedsprisen pr. kvote er for lav til, at kvotepriserne betyder noget for virksomhederne. Fra 150 kroner pr. ton CO2 i 2011 var prisen i begyndelsen af 2013 således faldet til omkring 35 kroner pr. ton. Det skyldes, at der fra starten har været oprettet for mange kvoter, at krisen har sat en dæmper på industriaktiviteten, og at EU’s mål for vedvarende energi og energieffektivitet rent faktisk har medvirket til at sænke udledningen.

Tarjei Haaland mener, at med de realistiske briller på er der dog ikke noget alternativ til ETS som den regulerende mekanisme. CO2-skatter eller lignende tiltag er politisk dødfødt.

»Derfor er vi nødt til at reparere kvotesystemet,« siger han. Men det kan kun gøres ved at hæve CO2-målet markant – til 55 procent, ifølge Greenpeace – fordi det vil medføre et sænket loft for CO2-udledningen til et niveau, hvor kvoter pludselig får betydning igen. Endelig slår han fast, at det skal være alle tre mål. Ellers risikerer man, at der i stedet satses på knapt så grønne løsninger, som atomkraft og nedpumpning af CO2 i jorden. Og det rimer ikke på grøn omstilling.