NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Den gode nyhed er, at EU har nået målet om at reducere sit CO2-udslip med 20% syv år før tid. Den dårlige nyhed er, at det ikke udgør noget reelt fremskridt.
LEDER. Sådan fristes man til at indlede fortællingen om EU's grønne omstilling. For selvom der er gode ambitioner - og reelle tiltag - er den store omstilling svær at se i den nærmeste fremtid. Ambitionerne drukner i modstand fra medlemslande og markedskræfter.
I dette nummer af NOTAT kortlægger vi EU's grønne omstilling. Hvad betyder den egentlig? Kan en grøn omstilling være vejen ud af krisen? Hvad gør EU, og hvad skal der til?
Politikere og interessegrupper kan hurtigt blive enige om, at en "grøn omstilling" er nødvendig, men den betyder næppe det samme for Landbrug & Fødevarer, som den gør for Greenpeace. Derfor åbner vi bladet med at spørge professor i økologisk økonomi Inge Røpke, hvad hun mener, der skal til. Det korte svar er, at teknologisk udvikling, lav befolkningstilvækst og begrænset materiel velstand skal gå hånd i hånd.
Så langt er EU slet ikke nået. Foreløbig går kampen på, om man overhovedet skal fremme grøn teknologi midt i en krisetid. Hvis man spørger producenterne af fossile brændstoffer, er støtte til vedvarende energiteknologi uretfærdig og konkurrenceforvridende. Medlemslande som Polen, Tjekkiet, Spanien og Bulgarien synger med på melodien og har fjernet deres støtteordninger til solceller og vindmøller.
Tendensen er uheldig. Den ramler sammen med tilløbet til de nye klimamål for 2030, som er nødt til at indeholde bindende mål om vedvarende energi og energieffektivisering, hvis de ikke skal ende som varm luft.
Vi lander ved spørgsmålet om hvem, der skal styre udviklingen - samfundet eller markedet? Liberale som socialdemokrater, socialister som konservative, må indse, at markedet ikke af sig selv kan sikre den grønne omstilling, Europa har brug for.
En grøn omstilling vil på sigt kunne gavne den europæiske økonomi og skabe arbejdspladser til mange af de 26 millioner europæere uden arbejde. Det burde være nok til at vække politikere, erhvervsliv og økonomer af deres klima-slummer. For som konklusionen lyder fra klima-pioner Jørgen Henningsen på side 6-7: »Klimapolitikken er blevet talt op, men i realiteten prioriteret ned.«
Kommissionens ambitioner om grøn omstilling er i sig selv prisværdige. Men uden opbakning fra medlemslandene, er det en gratis omgang.