Kasinoet fortsætter

Takket være den amerikanske forsikringsgigant AIG blev handel med ”derivater” en vigtig del af fortællingen om finanskrisen i 2008. AIG havde nemlig solgt ”forsikringer” til banker verden rundt, som på papiret garanterede dem mod tab på investeringer i bl.a. det amerikanske ejendomsmarked.

Men da boblen på det amerikanske boligmarked brast, faldt også AIG sammen. Der var ikke dækning for de papirer, AIG havde solgt, og kun en offentlig kapitalindsprøjtning på hele 85 milliarder dollars reddede AIG og dets kreditorer.

Affæren skabte fornyet røre om besynderlige værdipapirer og deres betydning for finanskriser, og i en periode på fem år har politikere verden over diskuteret, hvad og hvor meget der skal gøres ved denne del af finansmarkederne – den del som er stærkest præget af spekulation og kasinoøkonomi.

Derivater er spekulation

Men hvad er i grunden derivater? Forskellen på derivater og andre værdipapirer er enkel: Aktier og obligationer repræsenterer noget af håndgribelig værdi – en andel i en virksomhed, et lån. Det gør derivater ikke. De bliver penge værd, ”når noget bestemt sker”, kan man sige.

I AIGs tilfælde skulle derivaterne udløse en pengesum, hvis det amerikanske ejendomsmarked faldt sammen. I andre tilfælde kan det være spekulationer, om prisen på kort sigt vil stige eller falde. Kernen i derivathandel er en slags væddemål, og da store penge er på spil, har mange slags derivater været under beskydning for at stimulere spekulation uden nogen nytte for samfundet.

Vokseværk ved rouletten

Foreløbig er der dog intet der tyder på, at beskyldningerne har dæmpet trangen til og muligheden for at sætte penge i derivater. Efter et kort dyk under finanskrisen i 2008, steg den samlede værdi af alle handler med derivater med 20 procent i de efterfølgende to år.

Og den udvikling er fortsat. Ifølge de seneste tal fra Bank of International Settlements er der tale om en yderligere stigning på ca. 10 procent i de seneste to år. Det bringer værdien af derivathandlerne op på omtrent 80 gange verdens samlede bruttonationalprodukt.

Ingen forbud

Et marked af den størrelse – gennemsyret af hemmelighedskræmmeri og drevet af stor risikovilje – er umådelig ustabilt.

Særligt de mest risikable værdipapirer har været i politikernes søgefelt. Alligevel er resultatet, at kun meget få typer værdipapirer vil blive underlagt begrænsninger. Selv et EU-forbud mod spekulation i statsobligationer er udstyret med så store undtagelser, at det næppe får den store betydning.

Et halvt sekund

Den astronomiske værdi af derivathandlerne skyldes bl.a., at der foregår mange handler med samme værdipapir, og at de ofte købes og afhændes på få milli-sekunder.

Her har Europa-Parlamentet for nyligt sikret en ny standard, nemlig at en handel ikke kan annulleres eller ændres det første halve sekund efter, den er indgået. Det er dog ikke en regel, der har skabt stor panik blandt finansinstitutionerne. Nogle forudser, at en halvsekundsregel kan styrke ”højfrekvenshandel” på sigt.

Transaktionsskat

Den seneste reform af et vist format er den skat på finanstransaktioner, som 11 lande i eurozonen er ved at indføre.

Den skat har altid haft til hensigt at mindske antallet af lyntransaktioner, og det vil givetvis ske, men der er to forhold, som vil dæmpe virkningen. Dels er skatten på en handel sat meget lavt (0,01 % af værdien for derivater), og dels er kredsen af lande endnu begrænset. Den omfatter f.eks. ikke Storbritannien, som pt. er vært for omtrent 75 procent af derivathandlerne i Europa.

Kun mere gennemsigtighed

Alt i alt er der ikke meget, der tyder på, at derivatmarkedet er på tilbagegang.

Og i store træk er det lykkedes finanssektoren at definere hvilke reformer, politikere i USA og EU skulle prioritere i kølvandet på finanskrisen.

Især har de støttet et system – clearing – som vil skabe større gennemsigtighed på markedet, men som vil have en begrænset effekt på mængden og karakteren af handler. Det globale kasino lever i bedste velgående.