ARTIKLER


Økonom kritiserer bankunion

Professor Caspar Rose mener ikke, at det vil være klogt af Danmark at sige ja til en bankunion.


Af Sven Skovmand
13. april 2013

I Jyllands-Posten for 9. februar 2013 advarer professor Caspar Rose fra CBS mod EU's bankunion, som han ikke mener, at Danmark skal tilslutte sig. Det siger han i artiklen »Finansrådet: Danske banker skal med i bankunionen, men...«

»Danmark er gået foran på egen hånd og har et udmærket tilsyn. Vi har ikke så mange store banker, der kan udgøre et decideret fareproblem. Vi er ikke i samme situation som mange andre lande,« siger han og advarer mod at slutte sig til bankunionen.

»Et fælles tilsyn er ikke nødvendigvis bedre end de nationale informationer, som Danmark eventuelt kan sende og modtage, og det danske tilsyn har altså first hand-erfaringer herhjemme. ECB's tilsyn bliver mere bureaukratisk og langsommere agerende... Der vil ikke være en vinding i at gå med i bankunionen.

I modsætning til Caspar Rose går kontorchef i Finansrådet Birgittte Bundgaard Madsen principielt ind for, at vi skal være med i bankunionen, men hun siger dog, at man skal se på hele pakken, og at man skal have styr på problemerne i Sydeuropa.

I en anden artikel samme dag »Europas redningsmand« siger direktøren i Den Europæiske Centralbank Peter Praet, at Danmark godt kan klare sig uden at være med i Bankunionen. »Det er ikke af essentiel nødvendighed for Danmark at være med i det fælles banktilsyn,« siger han og tilføjer, at det danske finanstilsyn klart er i den bedste halvdel.

Til gengæld mener Peter Praet, at det er nødvendigt for euroområdets medlemmer at være med i det fælles banktilsyn. Hvis man har en fælles valuta, er man nødt til også at have et fælles banktilsyn og en virkelig stærk krisehåndtering, siger han.