ARTIKLER


Lækage: EU-kommissionen indkalder medlemslande til spin-møde om frihandelsaftale

Medlemslandene er i dag inviteret til et hemmeligt møde med EU-Kommissionen. Målet er at iværksætte en omfattende kommunikationsstrategi, så offentligheden kun hører de positive historier om EU-USA frihandelsaftalen. 


Af Ida Zidore
22. november 2013

I dag er EU's medlemslandene inviteret til lukket møde hos EU-Kommissionen om en gennemgribende kommunikationsstrategi i forbindelse med forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU-USA, der i sidste uge gennemgik sin 2. runde.

Kommissionen vil opfordre medlemslandene til at indgå i en omfattende kommunikationsstrategi, der skal koordinere og styrke de positive fortællinger om aftalen i Europa.

Det skriver Kommissionen i et internt dokument, som magasinet NOTAT er kommet i besiddelse af. Udenrigsministeriet bekræfter, at mødet finder sted.

"Vi er nødt til at have en tilgang, hvor vi lokaliserer vores kommunikationsindsats i medlemslandene på en radikalt anderledes måde end hvad man har gjort ved tidligere handelsinitiativer", skriver Kommissionen.

Medlemslandene inviteres med på en vogn, der allerede kører. Kommissionen skriver nemlig, at deres strategi allerede har givet resultater. Indtil videre er det lykkedes at "holde styr på mainstream-mediernes fortællinger", står der i dokumentet.

"Målet er at definere (...) vilkårene for debatten ved at kommunikere positivt omkring, hvad TTIP er (det vil sige gevinster og globalt lederskab på handelsområdet), snarere end at blive trukket ind i reaktiv forsvarskommunikation omkring, hvad TTIP ikke er (det vil sige ikke om forhandlinger om databeskyttelse, ikke om lavere EU-regulering af standarder)."

Kommissionen har allerede fulgt og påvirket debatten tæt i mainstream og sociale medier. Men nu vil de have medlemslandene med på vognen, så EU kan tale med en stemme og forebygge negative historier, der kan skade forhandlingerne.

"Den største udfordring er at sikre, at den brede offentlighed i hvert medlemsland har en forståelse for, at aftalen er et initiativ, der stræber efter at levere vækst og jobs", skriver Kommissionen.

Også i de danske medier har de positive gevinster ved en frihandelsaftale været fremhævet. Men i forbindelse med sidste uges forhandlinger kom flere kritiske røster til orde. Blandt andet er Forbrugerrådet bekymret for, om en aftale vil medføre lavere forbrugerstandarder.

Frihandelsaftalen skal efter planen være på plads i 2014. Bliver den vedtaget, er det den største frihandelsaftale nogensinde.

Næste nummer af NOTAT handler om frihandelsaftalen og udkommer 1. december.

Læs hele dokumentet: ISSUES PAPER COMMUNICATING ON TTIP