NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Er dine penge sikre i EU’s banker?
NEJ, DINE PENGE er ikke totalt sikre i banken. Grundprincippet i en bank er, at man har indskud for f.eks. 1.000 kr., men man udlåner 10.000 kr. i håb om, at de kommer hjem igen med renters rente – og at indskyderne ikke lige pludselig trækker deres penge ud.
Risiko er en del af forretningen. Så spørgsmålet er: Hvordan sikrer vi, at risikoen er så ringe som mulig for indskyderne?
I disse krisetider kan mange indskydere have lyst til at gemme pengene i madrassen i stedet for at have dem stående i banken. Men trækker man penge ud af banken, trækker man også den kapital væk, der skal finansiere arbejdspladser, og dermed bliver krisen dobbelt hård for almindelige mennesker.
VI HAR VÆRET VANT TIL, at banker ikke går ned, men i krisetider sker det alligevel – jfr. Roskilde Bank og Amagerbanken herhjemme. Og nu taler den nytiltrådte nationalbankdirektør Lars Rohde åbent om risiko i forbindelse med Danske Bank.
Dansk Bank har en balance, der er to gange så stor som Danmarks bruttonational-produkt, siger han til Børsen. »Det er en korrekt observation, at en bank, der fylder så meget, udgør en særlig risiko for samfundet«.
Derfor peger han på etableringen af en europæisk bankunion, som en mulig garant. Den skal kunne »fungere som et gensidigt forsikringsselskab«.
SPØRGSMÅLET bliver så, om EU kan styre bankerne og den finanskapital, der får en mere og mere spekulativ karakter – jfr. artiklen inde i bladet om de såkaldte derivater.
Det handler om kapitalkrav – altså hvor meget, bankerne skal have liggende i reserve. Problemet er bare, som det fremgår af artiklen om de såkaldte Basel-III krav, hvordan man gør reserverne op, når noget ligger i papirer, som igen er risiko-befængte, og kun en lille del i kontante penge.
Meget tyder på, at EU-systemets hensyn til bankerne, og bankernes effektive lobbyvirksomhed, svækker de krav, der burde stilles.
Det handler også om vandtætte skodder à la dem, Roosevelt satte op i USA i 1930’erne, mellem banker for opsparing med høj sikkerhed og investeringsbanker, hvor risikoen – og muligheden for afkast – er højere.
EU har bestilt en rapport, som anbefaler en mild form for bankopdeling uden at være overbevisende. Men det er tvivlsomt, hvad EU vil gøre på baggrund af Liikanen-rapporten, og der mangler en klar folkelig debat af rapportens anbefalinger.
EU’S HÅNDTERING af Cypernkrisen har været vildt kaotisk og totalt principløs – meget mere om det i artiklen inde i bladet. Det centrale er, at eurogruppen i starten gik med til at bryde den regel, man selv for længst havde stillet op for at garantere småsparerne: At indskud på op til 100.000 euro (750.000 kr.) er garanteret af staten.
Reaktionen kom omgående: Ikke bare på Cypern, men over hele Europa bredte usikkerheden sig.
Det efterlader et indtryk af et EU, hvor krisestyringen ligger i hænderne på en lille elite – finansministrene, centralbankdirektøren, EU-kommissæren, forkvinden for Den Internationale Valutafond – der ikke spilder tiden med at gå gennem en demokratisk debat og skabe regler, som vi alle kan leve med og føle os sikre ved.