NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Magasinet NOTAT sætter i december fokus på den frihandelsaftale, som verdens to største økonomier har sat sig for at forhandle om. Efter planen skal aftalen ligge klar til vedtagelse ved udgangen af 2014.
EU og USA, der tilsammen udgør halvdelen af verdens økonomi, en tredjedel af verdens handel og to tredjedele af verdens udenlandsinvesteringer, har sat sig for at forhandle verdens hidtil største og mest omfattende frihandelsaftale nogensinde, som efter den oprindelige plan skal ligge klar til vedtagelse ved udgangen af 2014.
EU-Kommissionen forhandler på EU's vegne, og øvelsen går i Kommissionens formulering ud på at "fjerne told og afskaffe unødvendige regler og bureaukratiske forhindringer", især det sidste, som også betegnes "tekniske handelshindringer". For enden af den øvelse venter ifølge Handelskommissær Karel De Gucht gode ting:
»Hvis vi er ambitiøse og opnår en omfattende aftale, kan Europa se en forøgelse af væksten på op mod 120 milliarder euro... og en forøgelse af den amerikanske økonomi på omkring 90 milliarder. Det vil sandsynligvis veksles til millioner af nye jobs for vore arbejdere«.
Alt er på bordet, der er ingen røde linjer, ingen hellige køer - store privilegier til virksomheder, der investerer og tilpasning af europæisk og amerikansk lovgivning på alle områder, der kan have relevans for handel med varer eller tjenesteydelser er på forhandlingsbordet - i hvert fald officielt. For hvis den ene part har områder, de ikke vil forhandle om, så har modparten det ganske sikkert også. Og på den måde er ambitiøse aftaler mellem de to giganter strandet før.
At spillet øjensynligt er anderledes denne gang skyldes, at både EU og USA stadig ligger underdrejede i krisens kølvand, imens lande som Kina, Indien og Brasilien stormer frem. Fastholdelse af dominans over verdensmarkedet sammen med udsigten til, hvad der ligner gratis vækst, har skabt vilje til at lave en ambitiøs aftale i den politiske elite på begge sider af Atlanten.
De største omkostninger ved aftalen synes imidlertid, som forhandlingerne står nu, at blive båret af borgerne i EU og USA, imens frugterne primært står til at høstes af den industri, der på begge sider af Atlanten også har haft priviligeret adgang til forhandlingerne.
For tekniske handelshindringer er blot et andet ord for regler, som erhvervslivet af gode grunde altid helst er fri for og gerne vil beskytte deres investeringer imod. Forbruger-, arbejdstager-, eller miljøorganisationer vil imidlertid ofte se tingene fra en anden synsvinkel, hvorfor forhandlingerne lige så meget repræsenterer en konflikt mellem industri og borgere, som mellem EU og USA.
Medier og politikere i Danmark har givet udsigten til en aftale megen positiv omtale. Derfor giver vi i dette temanummer forhandlingerne en overvejende kritisk behandling. Og der er nok at tage fat på, fra udsigten til at virksomheder i fremtiden sagsøger stater for ny lovgivning, til industriinteressernes kamp for en svækkelse af amerikansk lovgivning på finansområdet eller europæisk lovgivning på eksempelvis fødevare- og databeskyttelsesområdet.
Men overfor industriens priviligerede adgang til forhandlingsprocessen står det faktum, at aftalen i den sidste ende skal godkendes både i den amerikanske kongres og på den europæiske side i Rådet og i det EU-Parlament, som europæerne skal vælge den 25. maj. Der er altså både tid og god grund til at stille kritiske spørgsmål og til at søge at påvirke aftalen.