NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
DER ER AL MULIG GRUND til at tro, at der faktisk kommer en britisk folkeafstemning om medlemskabet i EU om fire år. Det er kun David Camerons konservative, der har forpligtet sig, men selv hvis Labour vinder valget i 2015, er der grund til at tro, den kommer – bl.a. fordi Tony Blair i sin tid lovede en folkeafstemning, som han aldrig udskrev.
Når vi når til 2015, er det 40 år siden, briterne holdt deres første og hidtil eneste folkeafstemning om EU (dengang EF), under Labour-lederen Harold Wilson, der i øvrigt fik støtte fra den dengang nyvalgte konservative leder Margaret Thatcher. Seks måneder før afstemningen viste alle meningsmålinger et flertal for ”nej”, men resultatet blev et 2/3 flertal for ”ja”.
OM HISTORIEN gentager sig, kan ingen vide. Men det er værd at notere sig en meningsmåling, som firmaet YouGov lavede i januar.
Den spørger først, hvad folk ville stemme, hvis der var en ja-nej afstemning i dag. Svaret er, at det nærmest står fifty/fifty: 31 pct. ville stemme ”ja” til fortsat medlemskab, 35 pct. ville stemme ”nej”. Dernæst spørger man, hvordan folk ville stemme, når premierministeren en gang har forhandlet nye betingelser hjem? Jo, så ville 50 pct. stemme ”ja” og kun 25 pct. ”nej”.
NYE BETINGELSER bliver svære at skaffe i noget særligt omfang. Der findes ingen procedurer i EU-systemet for, hvordan et land genforhandler sit medlemskab, og formanden for Det Europæiske Råd Herman Van Rompuy sagde under et besøg i London, at det jo aldrig er specielt let at forhandle, når man står med hånden på dørhåndtaget. Det første og det andet problem.
Det tredje problem er, at Camerons oplæg går på, at Storbritannien skal forblive i Det Indre Marked, men netop i EU’s konstruktion er det svært at skille de ting ud, der alene har med den politiske union og intet med Det Indre Marked at gøre.
MEN MÅSKE LIGGER VÆRDIEN af en folkeafstemning som den, Cameron har lovet briterne, i selve den debat, den afstedkommer. Nogle iagttagere taler om en folkeafstemning som ”catharsis”, en renselse, hvor man får gjort op med gamle synspunkter og kan gå videre.
Med et lån fra en af Storbritanniens mest fremtrædende EU-kommentatorer, Timothy Garton Ash, historieprofessor i Oxford, kan man måske sige, at det netop er meget rimeligt, at en befolkning får lov at udtale sig igen – 42 år efter – om sin tilslutning til EU, »for vore dages dybe og brede Europæiske Union er noget ganske andet end det, briterne dengang kaldte ”fællesmarkedet”«.
Men hvis folket nu siger ”nej”? Så vil det være en historisk fejltagelse, siger historikeren. Men »Så vil folket have talt. Jeg tror på det europæiske projekt, men jeg tror endnu mere på demokratiet«.
Måske vi burde indbygge et krav i Grundlovens berømte paragraf 20 om, at suverænitetsafgivelse udløber efter f.eks. 30 år, så hver generation får mulighed for at genbekræfte eller frasige sig både EU og NATO-medlemskabet – med og uden forbehold.