ARTIKLER


Løkkegaard om EU's rolle

Andreas Marckmann interviewer Morten Løkkegaard, der er medlem af EU-parlamentet for Venstre.
Af Andreas Marckmann
12. april 2013

Hvad bør være EU’s rolle på den udenrigspolitiske scene?

»EU skal være med til at sikre balancen i det globale magtbillede. EU har noget særligt at byde på i den forbindelse, fordi vi har en tradition for at håndtere politik med ”blød magt”. Vores udfordring er til gengæld, at vi skal stå sammen om vores mål. Det har i mange år været for let at spille de enkelte europæiske stater ud mod hinanden i udenrigspolitikken.«

Hvad kan man gøre for at løse problemerne?

»Det vi allerede har gjort: Vi har fået en fælles udenrigstjeneste, der skal sikre tættere samarbejde og en fælles koordinator for udenrigspolitikken i EU. Det er et spørgsmål om at systematisere det så meget som muligt, uden at de enkelte lande mister deres suverænitet.«

Har EU levet op til sit potentiale?

»Ikke endnu. Vi må også erkende, at vi stadig mangler at se EU som en førende stemme i forhold til de brændpunkter, der hele tiden dukker op. De enkelte EU-lande som Frankrig og Tyskland kører stadig deres eget løb.«

Men er der god nok sammenhæng mellem det, EU siger og gør? Der er eksemplet med mælk, hvor EU giver bistand til mælkebønder i Afrika, men samtidig giver eksportstøtte til europæiske mælkeproducenter?

»Jeg synes, det er en letkøbt kritik. Den kritik, som bliver rettet mod manglende sammenhæng i EU’s forskellige politikker, kan man måske i endnu højere grad rette mod nationalstaterne. Det er jo et grundlæggende dilemma i udenrigspolitik fx at skabe sammenhæng mellem menneskerettigheder og handel.«

»Jeg mener faktisk, EU er løsningen og ikke problemet i forhold til eksemplet med mælkebønder i Afrika. Hvis du vil løse det dilemma, så er du nødt til at have EU med. Man står stærkere med EU i ryggen end som enkelt medlemsland. Hvis ét land vil sidde på den moralsk høje hest, så kan et andet land slå til og tage en bid af det marked, de efterlader. Det er klart, at intet er ideelt, og der er masser af modsætninger i EU’s udenrigspolitik. Men der er ingen tvivl om, at hvis vi vil ændre noget på globalt plan, er EU det rigtige forum.«