ARTIKLER


Nede i afgrunden, i frit fald, eller balancerer på kanten?

Tallene for arbejdsløsheden og især ungdomsarbejdsløshed i Sydeuropa forværres fortsat.


Af Staffan Dahllöf
1. juni 2013

Nedskæringspolitikken bliver ved med at koste vækst og arbejdspladser. Der kommer intet brud på den negative spiral i år, ifølge de seneste officielle EU-tal, kun forhåbninger om, at det derefter bliver bedre.

Kun to af 17 eurolande – Finland og Luxembourg – overholder de formelle krav på maksimalt 3 procents budgetunderskud og en statsgæld, som ikke overstiger 60 procent af BNP.

 

15 lande gør det ikke

Lige de to krav blev valgt ud fra den historiske tilfældighed, at henholdsvis 3 og 60 procent flugtede med det aktuelle gennemsnit, da Den Økonomiske og Monetære Union blev skruet sammen.

Jesper Jespersen og Erik Hoffmeyer fremhæver andetsteds i bladet, at arbejdsløsheden er mere relevant som beskrivelse af den økonomiske tilstand.

De seneste tal fra Eurostat viser en gennemsnitlig arbejdsløshed på 12,1 procent i eurolandene og 10,9 procent i det samlede EU.

For unge under 25 år var tallene i marts 2013 24,0 og 23,5 procent.

 

Det lysner ikke foreløbig

Kommissionens forårsprognose fra den  3. maj siger, at væksten falder igen i år; med – 0,4 procent i eurozonen og med – 0,1 procent i hele EU.

Kommissær Olli Rehn ser dog vanen tro opmuntrende tegn – næste år. Rapporten bliver derfor præsenteret under overskriften: ”EU-økonomien – langsom bedring fra en langvarig recession”.

Hvorvidt det bliver Slovenien, Malta, Italien eller sågar Frankrig, som kommer til at udløse den næste bølge af kriserubrikker, er omdiskuteret i skrivende stund.

 

Arbejdsløsheden

Målt på arbejdsløshed ser det værst ud i de seks eurolande øverst i tabellen herunder.

Som det fremgår, ligger både Italien og Frankrig under gennemsnittet i eurozonen, men de italienske tal skal, ifølge Eurostat, læses med forbehold, fordi landet opgør arbejdsløshed anderledes end de øvrige lande.