NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Postkort fra et hårdt prøvet Holland
KLUMME. De unge hollændere synes ikke rigtigt at vide, hvad de skal mene, når vi spørger dem til Hollands politiske situation. Deres reaktion er på en gang forpustet og forvirret over et politisk landskab, der er splittet af både indvandrings- og EU-spørgsmål, med Geert Wilders nationalistiske Frihedsparti som succesfuld kaosfaktor.
Af ELENA ASKLØF OG PETER LAUGESEN
5. august 2013
Én samlende tendens er dog mistilliden til politikere og erhvervsledere, der er steget kraftigt siden krisen. Ifølge en ny tillidsundersøgelse tror kun én ud af ti hollændere på, at erhvervsledere og politikere ville sige sandheden, hvis konfronteret med et svært spørgsmål.
Kongen, på den anden side, ham er de vilde med. Den 30. april fik Holland en ny konge, Willem-Alexander og for de 78 procent af Hollands befolkning, der støtter op om kongehuset, var det en afgørende begivenhed. Manden ved tronen kan måske være et af de samlingspunkter, befolkningen har brug for. For splittelsen i Holland synes at stikke dybere end blot de politiske krusninger.
Skolen splitter samfundet
I løbet af vores ophold taler vi med fire forskellige veluddannede kvinder i tyverne. Laura Von Boogert, Rosa Dinnissen og Isabelle Vreeke har bl.a. læst statskundskab, europæiske studier og menneskerettigheder, imens Laur Kemp er journalist. Og de peger alle på det hollandske skolesystem som en faktor, der splitter samfundet.
Som 12-årige er eleverne færdige med grundskolen, og ved hjælp af en test og en anbefaling fra læreren sættes den videre kurs. Eleverne fortsætter enten på en praktisk præ-erhvervsuddannelse (VMBO), hvor der blandt andet uddannes frisører, tømrere og kokke, eller på den almene gymnasiale uddannelse (HAVO), som er en lettere udgave af præ-universitetsuddannelsen (VWO), der er universitetsforberedende. De unge kvinder har ikke venner, som er frisører, tømrere eller lignende. Deres venner er læger, politikere og journalister.
De er alle fire glade for at have fået lov til at udfolde deres evner på VWO, men er samtidigt skræmte over, at de kun har venner, som ligner dem selv. De er bange for, at det gør noget ved samhørigheden i befolkningen. De siger også, at de gerne ville kende nogen, der er uddannet i en anden retning end dem selv, men de ved ikke, hvordan det skal lade sig gøre. Det er svært at tage kontakt og etablere forbindelser på tværs af det opdelte samfund.
Hvor skal man mødes, hvad skal man sige? De andre synes vel, man er skummel, hvis man ud af det blå opsøger dem uden andet formål end at lære dem at kende. Eller hvad?
En åben kultur
De fire kvinders tilbageholdenhed undrer os, for stemingen på de hollandske gader er åben og fri. Folk kigger ikke ned for at undgå øjenkontakt. Der er tværtimod en meget smilende og afslappet stemning. Vi får tre store kindkys af folk, vi møder for første gang, og vi oplever konsekvent en ærlighed, som vi ellers kun ville møde blandt venner og familiemedlemmer i Danmark.
Hvorfor er dynamikken mellem forskellige samfundsgrupper så ikke mere levende her i Holland? Vi får det indtryk af hollænderne, denne nation af købmænd og bønder, at de gerne vil mødes og tale sammen, samarbejde og udveksle historier og meninger. Skal Holland have andet end en konge at samles om, kræver det, at befolkningen kommer ud af ghettoerne, rige såvel som fattige, sociale såvel som etniske. Hvis potentialet skal frigøres, og ønsket om et livligt, demokratisk samfund skal opfyldes, må man som befolkning rive hegnene ned og flytte i dynamisk bofællesskab.