ARTIKLER


Sådan er det bare

LOBBYKLUMME. Det siger sig selv, at forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og USA mobiliserer enorme lobbykræfter på begge sider af Atlanten. Både store amerikanske og europæiske virksomheder, men også forbrugerorganisationer, forsøger efter bedste evne at sætte deres præg på udfaldet af de forhandlinger, som stadig er i deres spæde start i øjeblikket. Men man kan spørge sig selv, om ikke fordelingen af taletid har været en smule ujævn.


Af MARIE SJØDIN GRÆSHOLM
2. december 2013

I september viste en undersøgelse lavet af lobbyovervågningsorganisationen Corporate Europe Observatory på baggrund af aktindsigt, at Kommissionen i sit forberedende arbejde op til forhandlingerne har holdt 135 samtaler med interessenter rundt omkring i Europa. Hele 119 af dem var med repræsentanter for erhvervsorganisationer. Nu ved jeg godt, at Kommissionen selv skriver på sin hjemmeside, at en frihandelsaftale ikke kommer til at skade os forbrugere. Men jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, om de nu har hørt det hele fra begge sider.

Åbenhed

Også i USA er man blevet opmærksomme på, at man skal stå tidligt op, hvis man skal have lov at få et ord indført. Omkring 600 rådgivere fra erhvervsorganisationer er foreløbigt blevet inviteret ind i hemmelige forhandlinger om en frihandelsaftale på den amerikanske side. Ingen fra forbrugernes ditto.

Ed Mierzwinski, den amerikanske formand for det transatlantiske forbrugersamarbejde TACD (Trans Atlantic Consumer Dialogue), er en af de opmærksomme. Han sagde sådan her i en tale i slutningen af oktober:

»Handelsforhandlere er nødt til at forstå, at særinteresser hos virksomhederne har en plan om at kapre forhandlingerne, og bruge det til at underbyde hårdt tilkæmpet, demokratisk godkendt privatliv, fødevaresikkerhed og andre forbrugerrettigheder«.

Han efterlyser åbenhed omkring forhandlingerne. Det samme gør Benedicte Federspiel, der er chefkonsulent i Forbrugerrådet og medlem af bestyrelsen for det transatlantiske forbrugersamarbejde. Til NOTAT udtaler hun således:

»Vores store problem er omkring gennemsigtigheden. Hvad er det, der sker? Hvad er det, de drøfter lige nu, og hvad er forslaget fra den ene side og den anden side. Hvis det er så ukompliceret, som nogen siger, så lad os da se papirerne, som jo bliver udleveret til industrien i USA«.

Lev med det

Men måske er der bare ikke så meget at gøre ved, at forbrugerorganisationerne bliver presset på lobbyfronten i sådan en situation. Måske er det bare sådan det er.

I starten af november stillede Enhedslistens EU-ordfører Nikolaj Villumsen flere spørgsmål til Europaminister Nick Hækkerup, som blandt andet gik på undersøgelsen fra Corporate Europe Observatory. Han ville vide, hvad ministerens holdning til Kommissionens fordeling af møder er. Hertil svarede ministeren blandt andet, at:

»Forberedelserne af frihandelsforhandlingerne mellem EU og USA har været håndteret i overensstemmelse med processen for EU’s øvrige frihandelsforhandlinger«.

Det med at prioritere erhvervslivet højere end forbrugeren, det er altså bare sådan, det fungerer, når EU starter forhandlinger? Også når det handler om en handelsaftale mellem verdens største økonomier og en sammenlagt befolkning på mere end 800 millioner mennesker? Sådan er det bare? Den lader vi lige stå.