Sådan kunne man gøre, når valutaen skiftes ud

Euroens fædre har gentagne gange hævdet, at en monetær union ikke kan opløses, uden det får katastrofale økonomiske konsekvenser. Men det er ikke rigtigt. Historien har vist, at valutaunion efter valutaunion er gået i opløsning – og også, at enkelte lande kan træde ud individuelt, hvorefter en eller flere nationale valutaer introduceres.

Hvis det sker efter fælles overenskomst og ikke som en konsekvens af en akut finansiel krise, er etablering af en ny national valuta ret uproblematisk.

Et ’græsk’ eksempel

Lad os antage, at den græske regering beslutter på et natligt møde, at introducere en euro-drachme (d€) med virkning fra lørdag morgen:

Internt i landet: Indholdet i alle kontrakter (vedr. køb, salg og lån), der er aftalt med gyldighed for alle, der bor i Grækenland, kan forblive uændrede, bortset fra, at beløbene nu er angivet i euro-drachmer.

Køb og salg af varer og tjenester kan fortsætte uforstyrret med brug af kreditkort eller kontanter.

Euro-sedler, der hæves i pengeautomater påtrykkes et tydeligt ’D’ for at have gyldighed. ’Gamle’ euro-sedler kan cirkulere i en begrænset periode og vil hurtigt stige i værdi.

Private banker inkl. deres filialer i udlandet forbydes (i et nærmere bestemt tidsrum) at foretage udlandstransaktioner, indtil markedet for den nye euro-drachme har stabiliseret sig

Valutamarkedet: Markedet for udenlandsk valuta (navnlig euro) kan i princippet åbne mandag morgen – men ikke for spekulative kapitalbevægelser.

Der skal indføres valutakontrol, som det var almindelig praksis frem til slutningen af 1980’erne.

Køb og salg af valuta skal have et realøkonomisk formål – typisk import og eksport af varer og tjenester eller erhvervsmæssige investeringer.

Eftersom der er et stort underskud på den græske betalingsbalance over for udlandet, vil euro-drachmen falde i værdi. Det er netop formålet med at genindføre den nationale valuta, at den kan få en realistisk international værdi og dermed løfte eksporten og turistindtægterne.

Beskatning af kapitalgevinster og -tab: Alle udenlandske aktiver (f.eks. tyske statsobligationer og ejendomme i London) ejet af græske statsborgere vil blive opskrevet, når euro-drachmen falder i værdi.

Det vil give betydelige kapitalgevinster, som det vil være rimeligt at beskatte. Tilsvarende vil lån optaget i udlandet stige i værdi og give den græske låntager et betydeligt kapitaltab, som kan afhjælpes (delvist) ved et statsligt tilskud.

Fortsat medlemskab af EU: Som en konsekvens af renationaliseringen af den græske valuta må den græske centralbank genetableres.

Afviklingen af de private bankers gæld til Den Europæiske Centralbank må genforhandles, ligesom staten må genforhandle vilkårene for de store lån fra Den Europæiske Stabiliseringsfond. Her er det vigtigt, at de øvrige euro-lande udviser generøsitet – en form for ’Marshall-hjælp’.

Historiens lære

Den reducerede værdi af euro-drachmen vil i løbet af en kortere periode give Grækenland mulighed for at indlede en fornyet økonomisk opgang.

Det har vi set tilsvarende fra andre lande, der har devalueret i nyere tid, f.eks. Island, Korea og Argentina. Og det bør erindres, at den tyske økonomis succes i efterkrigstiden også blev indledt med en nedskrivning af den tyske valuta på ikke mindre end 90 pct., da D-marken blev introduceret i 1948.

I Grækenlands tilfælde vil de 12 år i euroens jerngreb dog have givet både befolkning og politikere en alvorlig lektie i den europæiske virkelighed, hvor der bestemt ikke serveres nogen ’gratis frokost’.

Det var således en illusion, at ’alle har fordel af euroen’, tværtimod står det mere og mere klart, at ’the winner takes it all’. Det følger af nationaløkonomiens grundlov: Alle lande kan ikke samtidigt have overskud på betalingsbalancen – og her trak Grækenland den absolut største nitte.