NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Hvis formålet var at sikre et europæisk Tyskland i stedet for et tysk Europa, så er ØMU’en blevet en begrænset succes.
Det nye eurokritiske parti Alternative für Deutschland (AfD) har på kort tid fået godt 10.000 medlemmer. Forholdsvis mange af dem kommer fra det liberale og erhvervsvenlige FDP (Freie Demokratische Partei), som indgår i kansler Merkels konservative regering.
Det er en tysk nyhed, men også noget mere end det:
AfD, og nye toner i den tyske debat, viser, at eurokrisen er nået til EU’s magtcentrum, ikke i form af nedskæringsdiktater, men i form af intern politisk modstand.
”Den halve D-mark”
Myten om ØMU’ens tilblivelse fokuserer på en vist nok opdigtet, men ikke helt usandsynlig, konversation mellem den daværende franske præsident Francois Mitterand og den tyske kansler Helmut Kohl, efter at Berlinmuren var væltet.
De to har lige haft en længere aftenpassiar, og Mitterand konkluderer: »Godt, du får hele Tyskland, og vi får den halve D-mark«.
ØMU og euro fra starten et politisk projekt. Formålet fra fransk side var at forankre Tyskland i det europæiske samarbejde og forhindre en tyske enegang, som efter en genforening med det krakkede DDR ville tælle godt 80 millioner indbyggere.
Formålet fra tysk side var at berolige de europæiske naboer, og at få samlet den tyske nation.
”German-style”
Den Europæiske Centralbank (ECB) blev skabt som en fotokopi af den tyske Bundesbank – med inflationsbekæmpelse som det overordnede mål og med en selvstændig rolle uden for politikernes rækkevidde.
Bernard Connolly, der som embedsmand i Kommissionen fulgte tilblivelsen på tæt hold, skrev en stærkt kritisk bog om forløbet, ”The Rotten Heart of Europe”, hvorefter han blev fyret. Her fortæller han, hvordan den tyske Bundesbank udarbejdede strikse betingelser for ECB og valutaunionen som modspil til franske ønsker om en politisk styring.
»Om den tyske hensigt var, at Frankrig skulle acceptere, eller om man helst ville have, at franskmændene skulle sige nej, får vi aldrig at vide«, sagde Connolly i et interview med NOTAT, da han lige var fratrådt som embedsmand i Kommissionen.
Men vi kender resultatet: Frankrig, og alle de andre, accepterede en valutaunion ”German-style”.
Forbud mod hæftelse
Oveni fik Maastricht-traktaten, som lagde rammerne for ØMU’en en ”no bail-out clause”, et forbud mod at et EU-land, f.eks. Tyskland, skulle kunne hæfte for andre medlemsstaters gæld (artikel 125).
Lande som ikke kunne klare mosten, måtte klare sig selv.
Overholdelsen af spillereglerne var nationale anliggender, ligesom de tilpasninger til den fælles rente, der blev nødvendige, når man nu ikke længere kunne føre en egen rente- og valutapolitik.
Det var ikke noget, som ECB eller det samlede EU måtte tage sig af.
I næsten et ti-år – fra 1998, da 11 landes valutakurser blev låst fast til hinanden, til finanskrisens udbrud i 2008 – gik det meste dog som på skinner.
Landene så ud til at overholde reglerne. Og når de ikke gjorde det – som Frankrig og Tyskland i 2002-2003 – blev reglerne bare bøjet, så det hele kom til at passe.
Det gik ganske udmærket, at skabe en monetær union med en fælles valuta uden en politisk overbygning, og uden at landene behøvede at hæfte for hinanden.
Eller rettere sagt: Det gik for en tid.
ØMU’en efter 2008 er blevet til en anden historie med natlige krisemøder, lånepakker, krisemekanismer, og om mere eller mindre snedige måder at støtte et vaklende system på – uden at gøre det på den forbudte måde.
I det tyske bagland
For hver ny krisemekanisme, og for hvert nyt politisk tiltag har kansler Merkel stået som beslutningens garant. Men så har hun også brugt lejligheden til at fortælle, at dette er Tyskland gået med til, men kun under forudsætning af, at... etc.
Og for hvert nyt tiltag har det rumlet i det tyske bagland.
Den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe vogter nidkært på, at tyske politikere ikke giver mere fra sig, end de har lov til ifølge EU-traktaten og ifølge den tyske grundlov.
Hidtil har den ikke stukket en kæp i EU-hjulet. Afgørelserne har fulgt en ”hertil-men-så-heller-ikke-længere-kurs”.
Næste afprøvning bliver den 11.-12. juni, hvor de tyske dommere afholder en høring, om ECB’s opkøb af obligationer (OMT) nu også er i overensstemmelse med Centralbankens beføjelser.
Hertil-og-ikke-længere
For hver nyt kriseindgreb har man i Tyskland haft en ophidset debat om, hvorfor vi i nord skal betale for de andres uansvarlighed. ”Machen sie jetzt unseren Euro kaputt?” (Ødelægger I nu vores euro?), skrev f.eks. avisen BILD med store typer under Cypernkrisen.
Politisk har det hidtil ikke sat de helt dybe spor, men der er tegn på forandringer i det politiske landskab.
Alternativ für Deutschland har i nogle meningsmålinger set ud til at kunne komme over spærregrænsen på 5 procent ved det kommende valg i september. Det samler især dem, der er både borgerlige og eurokritiske.
På den anden side af den politiske skala har den tidligere socialdemokratiske finansminister, og derefter venstrefløjspolitiker, Oskar Lafontaine kaldt euroen for en fejlkonstruktion. Lafontaine har tidligere forsvaret euroen som en modvægt til den amerikanske dollar.
Selv om det kan påvises, at Tyskland har, og har haft, god økonomisk gavn af euroen, så er det ikke den opfattelse, som præger den tyske debat.
Angela med overskæg
Nu tegner demonstranter i Grækenland og Spanien Angela Merkel med skrårem og et studset sort overskæg.
Det franske Socialistparti beskriver tysk politik som udtryk for ”en egoistisk uforsonlighed”, om end det var i et udkast, som blev trukket tilbage.
Både på gaden og i det politiske etablissement spredes billedet af, at ØMU’en er blevet lige lovligt tyskpræget alligevel, på trods af udtalte hensigter om det modsatte.
Tyskland og den tyske befolkning får også at vide – for eksempel fra store dele af Europa-Parlamentet – at løsningen på krisen er euroobligationer, eller andre måder for Tyskland at hæfte for andre landes gæld på, om end det stadig ville være et brud på traktaten.
ØMU’en og den førte krisepolitik bliver set på som bevidst udtryk for at etablere en tysk dominans af Europa; ikke på larvefødder og i uniform, men som økonomisk - politisk diktat.
… så går det grueligt galt
Denne her ”German-bashing”, enten i den grove eller mere subtile udgave, hviler på to piller.
Den ene pille er forestillingen om, at Tyskland og tyskere over ét har tjent fedt på euroen – noget som ikke alle tyske kontanthjælpsmodtagere, ”arbejdende fattige” og løst ansatte kan være helt enige i efter de drastiske reformer i årene 2002-2004.
Den anden pille er, at Tyskland af historiske grunde betragtes som et særtilfælde. Hvis landet ikke bliver spundet ind i forpligtelser, så går det grueligt galt.
Det som bliver kaldt fransk patriotisme, britisk selvstændighed og dansk suverænitet bliver i den tyske version udtryk for ekspansionisme. Eurokrisen viser nu, at selv om den præmis skulle være rigtig, så var den økonomiske og monetære union heller ikke løsningen.
Det, som skulle blive et europæisk Tyskland og ikke et tysk Europa, blev en halvfærdig politisk union med økonomiske spilleregler ”German-style” og et Tyskland omtrent lige så nationalt som alle andre – og nu også med euromodstandere, som efter alt at dømme vil præge resultatet af det kommende valg.