ARTIKLER


Tyskland tiltrækker nye indvandrergrupper

Tysk statistik viser kraftigt stigende indvandring fra Sydeuropa.


Af Finn Rowold
8. maj 2013

”Tyskland bliver indvandrermagnet”. Sådan lød overskriften i mange tyske aviser i dag, som kommentar til de netop offentliggjorte tal for indvandring i 2012.

I alt er der indvandret 1,081 mio. mennesker til Tyskland i 2012. I samme periode har 712.000 forladt Tyskland, hvilket giver en tilvækst på 369.000. Tallet er 13 pct. højere end året før og det højeste siden 1995.

Det største antal indvandrere kommer som hidtil fra Polen, nemlig 18,3 pct., fulgt af Rumænien med 12 pct., men for første gang tegner Sydeuropa sig for en væsentlig del, nemlig ca. 7 pct. 

Tallene afspejler tydeligt den økonomiske krise i øst og syd Europa. Der er tale om en stigning i tallene på 45 pct. fra Grækenland, 43 fra Portugal og 40 fra Italien. 

I modsætning til 1995 er det overvejende tale om yngre højt uddannede mennesker der søger til Tyskland, hvilket fra flere sider får en positiv modtagelse. Således er arbejdsminister Ursula von der Leyen (CDU) citeret for kalde det et ”lykketræf” for Tyskland, idet denne tilgang af arbejdskraft på længere sigt vil være med til at ændre befolkningssammensætningen, højne uddannelsesniveauet og dermed styrke Tysklands konkurrence evne.

Det lyder dog fra flere sider, at det er en forudsætning, at der skabes de bedst mulige forhold for de nye tilflyttere i form af sprogkurser, mindre bureaukrati og mindre fremmedhad.