NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Et kik bag kulisserne, seks år senere.
DER HAR ALTID VÆRET NOGET ULDENT ved Charteret om grundlæggende rettigheder i EU, som blev til en del af Lissabon-traktaten i 2007 og sat i kraft to år senere.
På den ene side blev Charteret juridisk bindende. På den anden side skulle det ikke medføre nye kompetencer til Unionen. Og så er man jo lige vidt. 1 – 1 = 0.
Men Storbritannien fik en protokol om, at de nye kompetencer (som EU altså ikke skulle have) i hvert fald ikke skulle gælde hos dem. (Polen stillede samme krav, og Tjekkiet var delvis med på vognen, men det er en anden historie.)
De juridiske spidsfindigheder er der ikke rigtigt plads til her på bagsiden af NOTAT. Men det interessante er, at der nu er dukket dokumenter op, som viser, hvor vanskeligt de involverede havde ved at navigere i tågen.
Organisationen ECAS (European Citizen Action Services) har fået aktindsigt i sagen, godt hjulpet af EU-ombudsmand P. Nikiforos Diamandourus.
Den ellers så stilfærdige ombudsmand måttet banke i bordet et par gange over for Kommissionen, mens han påpegede, at aktindsigt er en af de rettigheder, som selvsamme Charter skal garantere.
DE NU FRIGIVNE DOKUMENTER viser, at briterne oprindelig mente, at Charteret skulle gælde lidt diffust ”for Unionen”, men ikke for det enkelte medlemsland, og at der ikke skulle være en særlig britisk undtagelse. Det var Tysklands Angela Merkel med på. Og det mente embedsmændene i Rådet var en fin idé, fordi man på den måde kunne skjule for medlemslandene, at ændringerne i sidste ende ikke ville få nogen betydning.
Her sagde Kommissionen stop. Kommissionens førende jurist Michel Petite skriver et sted, at to traktater, der bare betyder det samme ville skabe forvirring om hvilken domstol – EU’s i Luxembourg eller Europarådets i Strasbourg – der skulle fortolke det hele.
Derfor forlangte Storbritannien – som så ofte før – en undtagelse, selvom Michel Petite advarede om, at undtagelser ikke ser for godt ud, når det gælder grundlæggende rettigheder – »is hard to sell!«. Men de fik den. Og det samme gjorde Polen.
HVAD ER SÅ POINTEN i at få dette at vide, seks år senere? Måske det, som ECAS direktør Tony Venables siger: »Sagen viser, at vi ikke kan have tillid til regeringerne, når de forhandler om vores grundlæggende rettigheder på egen hånd«.
Eller måske ligger pointen i det, den franske general og præsident Charles de Gaulles skal have sagt: »Jeg er kommet til den konklusion, at politik er alt for alvorlig en sag til at blive overladt til politikerne«.