Valutakurssamarbejde før euroen

Da den anden verdenskrig nærmede sig sin afslutning, indkaldte den amerikanske regering til en international konference i byen Bretton Woods nær den canadiske grænse. Heri deltog de den gang 44 lande, der deltog i krigen sammen med amerikanerne.

Den amerikanske dollar var på det tidspunkt den eneste valuta, hvis værdi var fastsat som en bestemt mængde guld ($35 pr. ounce). De deltagende lande besluttede, at det nye valutakurssystem skulle have dollar som anker. De øvrige valutaers værdi skulle fastlægges i forhold til dollar. I Danmark skulle der f.eks. betales 7,50 kroner for én dollar.

På valutamarkedet, der blev givet frit i 1957, kunne kursen dog svinge med +/- 1 pct.

Var der større og vedvarende ubalancer i valutamarkedet, skulle den aftalte kurs over for dollar ændres. Den danske krone blev f.eks. i 1967 nedskrevet med ca. 8 pct. over for dollar.

Guldet og slangen

Bretton Woods systemet brød sammen, da dollaren i 1971 opgav guldindløseligheden og i 1973 gik over til en flydende valutakurs uden bindingen på kursudviklingen. Det efterlod de europæiske valutaer uden anker.

Som et led i EF-samarbejdet blev der midlertidigt aftalt et såkaldt ’Slangesamarbejde’, som i praksis havde Tyskland som anker og en række af de mindre nord- og vesteuropæiske lande som deltagere.

Slangesamarbejdet blev i 1979 efter aftale mellem Tyskland og Frankrig omdannet til Det Europæisk Monetære Samarbejde (EMS) med deltagelse af alle EU-lande (bortset fra Storbritannien; der skete dog efterfølgende ændringer i medlemskredsen, idet deltagelsen i EMS ikke var en del af EU-traktaten).

ERM (Exchange Rate Mechanism) var det centrale element i valutasamarbejdet. Her var det fastlagt, at de indbyrdes valutakurser højst måtte svinge med +/- 2 ¼ pct. i forhold til hinanden.

Soros’ valutaspekulation

På grund af landenes meget forskellige inflationsrater i 1980’erne og liberaliseringen af de finansielle kapitalbevægelser opstod der jævnligt behov for at ændre de aftalte centrale valutakurser. Tyskland og Holland måtte (nødtvungent) revaluere deres valuta, mens de sydeuropæiske og skandinaviske lande ligeså nødtvungent måtte devaluere deres valuta, for at modstå valutaspekulation.

I 1992/93 valgte adskillige europæiske lande (Storbritannien, Sverige, Finland og Italien) helt at forlade EMS’en. Det skete efter at store spekulanter med George Soros i spidsen havde spekuleret mod pundet og tvunget det ud over den tilladte grænse for pund-kursen.

Mere plads i slangen

Som en konsekvens af den øgede spekulation inden for EMS’en blev den tilladte udsvingsmargen mellem de indbyrdes valutakurser udvidet til +/- 15 pct. Det system fungerede stort set problemfrit i perioden op til etableringen af Den Monetære Union med den fælles valuta og derfor helt fastlåste valutakurser. 

Dette fleksible ERM2-system er stadig i funktion for EU-lande med egen valuta og en aftalt fast kurs i forhold til euro. Det er f.eks. rammen om den danske fastkurspolitik.

Hvis et ØMU-land introducerer en national valuta, vil den kunne deltage i dette faste, men mere fleksible valutasamarbejde.