Vægelsindet vind

ANALYSE. Der skal meget til, hvis man vil omstille et helt samfund til vedvarende energi. Den måske største udfordring er, at de teknologier, der kan ”høste” vedvarende energi, er meget dyrere, fordi udviklingen af dem historisk har været prioriteret lavere end udviklingen af f.eks. kulkraftværker og olieplatforme.

Den udfordring kan politisk afhjælpes på to måder. For det første kan man tilføre penge til forskning i vedvarende energiteknologier. For det andet kan man forsøge at skabe et marked for vedvarende energiteknologi, hvor ”learning-by-doing” forfiner teknologien og gør den billigere. Det gøres normalt ved at etablere en tilskudsordning, så det bliver økonomisk attraktivt for industrien at producere f.eks. vindenergi.

Ikke nok til forskning

I budgetperioden 2007-2013 har EU afsat 2.350 millioner euro til forskning i energi, og ca. halvdelen af de midler går til forskning i vedvarende energi. Det lyder af meget, men set i lyset af, at EU i samme periode bruger 2.750 millioner euro på forskning i atomenergi – hvilket ikke hører under posten for energiforskning - er billedet knap så prangende.

Det er ikke bare de grønne miljøorganisationer, der har været stærkt utilfredse med ubalancen i budgettet. Også det Internationale Energi Agentur opfordrede i 2008 EU til at ændre kurs.

EU har til dels imødegået kritikken ved at oprette to midlertidige fonde, som siden 2009 har pumpet yderligere 1.765 millioner euro ud i vedvarende energiprojekter. De har været med til at finansiere innovative projekter i 9 store havvindmølleparker i Nordsøen, som på grund af krisen var gået i stå.

Desværre ser det ud til, at EU’s øgede forskningsindsats er kortvarig. De to midlertidige fonde er ved at løbe tør for midler, og under de næsten afsluttede forhandlinger om EU’s budget for 2014-2020 ser det ikke ud til, at energiforskningen har fået tilført flere midler. Medlemslandene fik med krisen som argument forhandlet en kraftig reduktion af budgettet igennem, og energidelen blev et af de store ofre.

”Learning-by-doing”

EU forsøger også at fremme dannelsen af et marked for vedvarende energi. Det sker primært gennem de forkromede målsætninger, som politikerne elsker at fremføre i pressen.

I 2001 vedtog EU et direktiv med målsætningen om 22 procent vedvarende energi i det samlede europæiske elektricitetsforbrug inden 2010. Men målsætningen var ikke bindende for medlemslandene og blev derfor – som man kunne have forudset – ikke nået.

Dette ”selvmål” førte da også til, at EU’s nuværende målsætning på 20 procent vedvarende energi i det samlede energiforbrug inden 2020 er bindende for medlemslandene.

2020-målsætningen tvinger medlemslandene til at indføre foranstaltninger, som fremmer vedvarende energi, typisk gennem tilskudsordninger. Målsætningen er helt central for den vedvarende energisektor, der kræver stabile politiske rammer, hvis selskaberne skal investere i store vedvarende energiprojekter.

I marts i år udkom Kommissionen med en statusrapport over 2020-målsætningen. Den viser, at EU faktisk er på vej mod at opfylde målsætningen. Udviklingen var ikke gået helt så hurtigt som forventet, men ifølge Kommissionen er man altså på rette vej.

Men her skal man holde tungen lige i munden. De tal, der ligger til grund for beregningen, er fra 2010. Siden da har mange EU-lande skåret i deres støtteordninger til vedvarende energi. Spanien, Tjekkiet og Bulgarien har endda indført tilbagevirkende nedskæringer i deres støtteordninger.

Denne usikkerhed i støtteordningerne har selvfølgelig medført, at energisektoren er blevet mere tilbageholdende i forhold til at starte nye vedvarende projekter. Selv i de lande, hvor energivirksomhederne har tillid til støtteordningerne, kan nye projekter være svære at realisere på grund af bankernes forsigtighed med at låne penge ud. Derfor går også udviklingen af vedvarende energiteknologier gennem ”learning-by-doing” meget langsomt.