ARTIKLER


»Vi fokuserer på de penge, vi får«

Direktøren for Kommunernes Landsforening bruger krudtet på de midler, kommunerne nu engang har til rådighed, fremfor at fundere over, om det kommunale selvstyre er truet af offentlige nedskæringer.

Interview med direktør i Kommunernes Landsforening Sine Sunesen.


Af IDA ZIDORE
2. december 2013

PRAGMATISK. Det særlige ved at arbejde i Kommunernes Landsforening (KL) er, at man hver dag møder hele velfærds-Danmark. Fra man træder ind i glaskuben på Islands Brygge kl. 9 om morgenen, til man forlader den igen ud på eftermiddagen, beskæftiger man sig med grundpillerne i det danske samfund.

Sådan beskriver Sine Sunesen jobbet som direktør i KL. Siden 2009 har hun stået i spidsen for uddannelses- og arbejdsgiverpolitikken i KL – og for EU-området. NOTAT møder hende på en regnfuld onsdag til en snak om økonomisk krise, sparekurs og kommunalt selvstyre. Med the på bordet – og i læ for regnen på en af glaskubens øvre etager.

Sine Sunesen har en baggrund i centraladministrationen og i organisationsverdenen, hvor hun har bestredet høje poster i både fagforbundet for jurister og økonomer, DJØF, og i Akademikernes Centralorganisation. Hun brænder med egne ord for at arbejde med de vilkår, der er vitale for, hvilken retning et samfund udvikler sig i. Og netop dét karakteriserer jobbet i KL:

»Jeg arbejder blandt andet med uddannelse og arbejdsmarkedet. Man kan næppe finde to områder, som er mere afgørende for et samfunds muligheder for vækst,« siger hun.

Strammere budgetter

For at leve op til EU’s Finanspagt måtte Danmark i 2012 vedtage en budgetlov, der strammer kommunernes økonomi og indfører et udgiftsloft. Hvad mon direktøren for kommunernes interesseorganisation synes om det?

»Jeg tror, der er en øget forståelse for, at Europa er i krise. At vi ikke kan blive ved med at skrue op for det offentlige forbrug. Den anerkendelse har man uanset partifarve – også kommunalpolitisk. Man synes, det er svært, men man anerkender, at det er et grundvilkår«.

Men tager det ikke luft ud af det kommunale selvstyre, når det økonomiske råderum indskrænkes?

»Der er jo mange moderationer til det kommunale selvstyre. I kommunerne har vi en fælles opgave i at levere ligeså god service for færre midler end tidligere«.

Ifølge Sine Sunesen kunne man nok også diskutere hvor længe, det kommunale selvstyre ville eksistere, hvis kommunerne ikke var solidariske med den til enhver tid siddende regerings økonomiske politik. Men det er en anden sag.

Nødvendighedens politik

Siden krisen har offentlige nedskæringer bredt sig som en steppebrand i EU under mantraet ”nødvendighedens politik”. Men det er ikke alle, der er enige i den ideologi. Især den franske præsident François Hollande har på europæiske socialdemokraters vegne talt for i stedet at investere sig ud af krisen. Altså at øge det offentlige forbrug.

Sine Sunesen anerkender, at der kan være flere tilgange til krisehåndtering. Men hun tror ikke, at man finder mange fortalere for et øget offentligt forbrug.

Hvorfor stiller I jer ikke mere kritiske i forhold til en linje, der går ud på at skære i offentlige budgetter? Det er jo jer, det går ud over.

»Kommunalpolitik er ikke særlig præget af ideologi. Det er præget af folk, der gerne vil gøre en forskel inden for de rammer, der nu engang er. Vi fokuserer på de penge, vi får i bloktilskud – og på, hvordan vi kan bruge dem bedst muligt. Det er det, man bruger sit krudt på kommunalpolitisk, fremfor at sidde og fundere over, om det kommunale selvstyre nu er truet af de økonomiske realiteter«, siger Sine Sunesen.  

»Jeg tror, der er en forsigtighed i Danmark i forhold til at poste for mange penge ud i systemet i håb om at stimulere væksten. Vi er et lille land. Vi ved, at vi er meget afhængige af internationale konjunkturer og ikke store nok til at trække os selv op. Derfor adskiller den danske debat sig også fra debatten om økonomisk politik i lande som Frankrig og USA«.

Den internationale politik

Selvfølgelig kan man finde stemmer inden for kommunalpolitikken, som er utilfredse med de økonomiske restriktioner. Man diskuterer også løbende, om politikken truer det kommunale selvstyres overlevelse og eksistensberettigelse, medgiver Sine Sunesen. Men hun tvivler ikke på, at en stærk indsats fra EU er nødvendig. 

Direktøren drikker resten af sin the og afslutter:

»Jeg tror, der er kommet en meget større opmærksomhed på, at selvom man træffer lokalpolitiske beslutninger, så skal de ses i en national og i en international sammenhæng. Mange problemer går på tværs af landegrænser, og derfor er der i kommunalpolitiske kredse en anerkendelse af, at der skal internationale beslutninger til«.