Working Poor – et fælleseuropæisk problem

Tyskland har etableret en lavtlønssektor, som tvinger fuldtidsarbejdende ud i arbejdende fattigdom. Vi risikerer at se noget lignende i Danmark, mener SF-næstformand Mattias Tesfaye.
Af Mads Stampe
17. januar 2013

»Working poor» – eller arbejdende fattige på dansk – er et fænomen, vi lige så godt kan vænne os til herhjemme, ligesom de allerede har gjort det i resten af Europa, mener næstformand i SF, Mattias Tesfaye. Som navnet antyder, dækker det over en person, der – trods fuldtidsarbejde – i realiteten ikke kan leve af sin løn, og som må vende hver en krone for at få hverdagen til at hænge sammen.

I USA og England har man kendt fænomenet længe, og det sniger sig så småt ind på Danmark, mener Tesfaye.

– Når vi fungerer som en del af Det Indre Marked, så kommer det til Danmark. Vi kan diskutere i hvilken form, og hvor hårdt det vil ramme, men det vil være naivt at tro, at det ikke kommer til Danmark, siger han i et interview med NOTAT.

Naboens working poor

Specielt i Tyskland er problemet med de såkaldt arbejdende fattige blevet tydeligt inden for de seneste år. Men sådan har det ikke altid været. Faktisk var det et relativt ukendt fænomen, indtil Kansler Gerhard Schröder og hans socialdemokratisk-grønne regering tog det på sig at reformere arbejdsmarkedet gennem de såkaldte Hartz-reformer.

De fire reformer blev løbende implementeret fra 2002, og den sidste – Hartz IV – kom i 2004. Det skete som reaktion på et tysk arbejdsmarked, der så noget anderledes ud end i dag. Arbejdsløsheden lå stabilt på ti procent af arbejdsstyrken, mens landet havde nulvækst, svigtende skatteindtægter og en offentlig gældssætning, der var højere end tilladt inden for euro-reglerne. Tyskland blev dengang kaldt »Europas syge mand».

Et af de vigtigste tiltag i reformerne er de såkaldte minijob, som dækker over deltidsstillinger, hvor lønnen suppleres op, så den svarer til bistandsniveauet i Tyskland, dvs. maksimalt 400 euro (3.000 kr.) pr. måned.

Med minijob-ordningen blev der skabt mere end 600.000 job, og det er derfor ikke småting, det har betydet for den tyske arbejdsløshedsstatistik.

Men de flotte tal kommer med en social slagside, nemlig en stor gruppe working poor, som, Tesfaye mener, er en tilsigtet hovedeffekt af den trods alt succesrige erhvervspolitik, Tyskland har ført med reformerne. Og det bør Danmark, som en mindre nation i EU-samarbejdet være opmærksom på.

»Vi er en masse små arbejdsmarkeder, der er blevet en del af et større, internationalt arbejdsmarked, og det, der er i gang i de her år, er en harmonisering.

I den harmonisering siger jeg i al ydmyghed, at vi som fem millioner indbyggere kommer til at vægte mindre end 80 millioner indbyggere. Vi vægter mindre, fordi vi er en mindre økonomi, og derfor bør vi være mere interesserede i, hvad lønniveauet i Tyskland er, end tyskerne bør være interesserede i, hvad lønniveauet i Danmark er«, siger Tesfaye.

Fælles Europæisk mindsteløn

Som en reaktion på de mange arbejdende fattige har tysk LO i flere år arbejdet på at indføre en tysk mindsteløn, som skal gælde i alle delstater, på alle niveauer og på den måde sikre, at tyskerne kan leve af den løn, de får.

Det er her, diskussionen bliver rigtig interessant på europæisk niveau, mener Mattias Tesfaye. For skulle det lykkes for tysk LO at få gennemtrumfet en mindsteløn på f.eks. 10 euro i timen, så vil der ikke gå lang tid, mener han, inden tyskerne vil gå til Bruxelles og forsøge at få bredt mindstelønnen ud til resten af EU. Uden det vil Tyskland med deres lovsikrede mindsteløn blive magnet for udenlandsk arbejdskraft på jagt efter mere i løn.

Selvom det endnu er et tænkt scenarie, er Tesfaye ikke i tvivl om, at han vil kæmpe imod med næb og klør, at man indfører en fælleseuropæisk mindsteløn. Samtidig erkender han dog, at han som tiden går, er mindre og mindre afvisende over for fælleseuropæiske løsninger, der løfter det sociale niveau som helhed i EU.

»Nogle af de direktiver, der kommer fra EU – f.eks. retten til et ansættelsesbevis – kan bruges som en løftestang til at kræve, at der ligger dokumentation for, hvad f.eks. polakkerne får i løn. Det står der nemlig i direktivet, at man har krav på at få det at vide. På den måde kan man nogle gange bruge europæisk lovgivning til at løfte lønniveauet op for den gruppe af mennesker, som ikke arbejder på overenskomst i Danmark«, konstaterer Tesfaye.

Danmark kan hjælpe til fælleseuropæisk solidaritet

Samtidig sidder Tesfaye dog med en alvorlig bekymring for, at de i udgangspunktet gode initiativer, der kommer fra Bruxelles, rent faktisk ikke ender med at blive virkelighed ude på arbejdspladserne.

»De eneste, der håndhæver ting på det danske arbejdsmarked, er fagforeningerne. Derfor, hvis man begynder at vedtage lovgivninger, som undergraver fagforeningernes legitimitet og overenskomsternes funktion, er jeg nervøs for, at man også undergraver den eneste organisation, der håndhæver arbejdsret i praksis.

I så fald ender vi med et arbejdsmarked, hvor arbejdsmarkedslovgivning er fremragende på papiret, men det er bare papir, der ingen betydning har ude i virkeligheden«, siger han og understreger det farlige i, at fælleslovgivning i Bruxelles risikerer at skabe en illusion hos beslutningstagerne om, at problemet er løst. Sker det, bliver fælleslovgivningen kontraproduktivt.

Derfor støtter Mattias Tesfaye som udgangspunkt kun de initiativer fra EU, som understøtter muligheden for, at organisationsgraden kan vokse hos vore europæiske nabolande. Og her kan Danmark komme til at spille en central rolle i EU, mener han.

»Vi skal gøre alt, hvad vi kan, både nationalt og internationalt, for at sørge for, at folk står i fagforening. I den sammenhæng vil en tysk mindsteløn måske i virkeligheden være meget god. For i det øjeblik, den vil blive vedtaget i Forbundsdagen, vil det komme ud i den tyske offentlighed, og det vil måske give fagforeningerne anledning til at organisere lønmodtagerne, så de kan få mindstelønnen håndhævet«.