ARTIKLER


”Don’t mention the war”

Den britiske forfatter, skuespiller og meget høje mand John Cleese er sprunget ud som politisk kommentator, og deler nu sin insider-viden om sikkerhedspolitik i en analyse af de europæiske landes alsidige reaktioner på krigen i Syrien.


Af IDA ZIDORE
2. oktober 2013

KRIG. Efter at europæiske statsledere længe har diskuteret, om en militær intervention er løsningen på konflikten i Syrien, gør den britiske komiker John Cleese nu sin entré i debatten. I et indlæg, der har floreret på internettet de seneste uger, vurderer manden bag satireprogrammer som Monty Python (1969-1974) og Halløj på badehotellet (1975-79) de europæiske landes positioner.

Cleese lægger ud med sine egne landsmænd. Han forklarer:

Englænderne har – efter de seneste begivenheder i Syrien – hævet deres sikkerhedsniveau fra ”fornærmet” til ”ærgerlig”, forklarer han. Snart bliver sikkerhedsniveauerne dog muligvis hævet til ”irriteret” eller endda ”pikeret”. I øvrigt var det under bombningen af England i 2. Verdenskrig, at landsmændene sidst nåede ”pikeret”. Da var landet nemlig nær ved at løbe tør for te.

De skotske naboer har hævet deres sikkerhedsniveau fra ”gale i skralden” til ”lad os få ram på de møgsvin”. Faktisk har skotterne ikke andre niveauer. Det er derfor, de er blevet udnyttet af den britiske hær de sidste 300 år.

Lidet bedre står det til med franskmændene, der har løftet terror-alarmtilstanden fra ”løb væk” til ”gem jer”. Der findes kun to højere niveauer, skriver Cleese. Den ene er ”samarbejd!” og den anden ”overgiv jer!”.  

Italien har over for Syrien hævet sikkerhedsniveauet fra at ”råbe højt og ophidset” til ”udførlig militær positur”. Der findes stadig to mulige niveauer i Italien: ”ineffektive kamp-operationer” og ”skifte side”. Spanierne, derimod – de er kun optagede af at sætte ind med deres nye u-både, skriver Cleese.

Så er der belgierne. De er som sædvanlig på ferie. Deres største bekymring er, at NATO trækker sig ud af Bruxelles.

Sidst, men bestemt ikke mindst, er der tyskerne. De har løftet deres alarmberedskab fra ”hånlig arrogance” til ”klæde sig ud i uniform og synge marchsange”. De har også et par niveauer til: ”invadere en nabo” eller ”tabe”. 

Men måske skal man ikke lytte for meget til manden. Det var ham, der i afsnit seks af TV-serien Halløj på Badehotellet formanede sine ansatte til ”ikke at nævne Krigen” for de tyske gæster, men selv endte med at gå strækmarch og heile gennem hele hotellet. I øvrigt et gensyn værdigt!

Det mystiske indlæg af John Cleese har vundet mange klik på nettet de seneste uger.

Historien lyder, at Cleese allerede skrev det tilbage i 2011. Nogle mener slet ikke, det er ham, der har skrevet det. Hvorom alting er, så morede vi os godt på redaktionen.