ARTIKLER


165 nyvalgte støtter kampen for åbenhed

Sammenslutningen ALTER-EU lancerede før valget en kampagne, hvor kandidater har skrevet under på, at ville arbejde for mere åbenhed i EU. ”Lobbylogen” kørte en parallel kampagne i Danmark.


Af Rasmus Nørlem Sørensen
1. juli 2014

»Jeg har ikke noget principielt imod et obligatorisk register. Jeg synes, det ville være fint med mere åbenhed om, hvem vi samarbejder med i Parlamentet«.

Sådan lød det fra Bendt Bendtsen fra Konservative før valget. Alligevel var han ikke en af de 1.300 europæiske kandidater til EU-Parlamentet, der skrev under på at ville arbejde for mere åbenhed om lobbyisme.

Underskrifterne er en del af en kampagne fra paraplyorganisationen ALTER-EU, der arbejder for mere åbenhed om særligt erhvervslobbyisme i Bruxelles. I det nye Parlament er 165 ud af de 751 nyvalgte medlemmer støttere af kampagnen.

Erhvervslivet bestemmer

»Den store tilslutning til vores kampagne viser, at der er en voksende bekymring omkring erhvervslobbyismens betydning i Bruxelles. Det giver en unik mulighed for en stærk fremgang i forhold til at få etableret åbenhed og et etisk regelsæt, der kan modvirke overdreven indflydelse fra erhvervslivet på EU’s lovgivning.«

Sådan lyder vurderingen fra Olivier Hoedemann, der har ledet kampagnen for ALTER-EU.

Centralt i kampagnen er at styrke arbejdet for fire konkrete tiltag:

1.  Regler, der begrænser muligheden for at gå gennem den såkaldte ”svingdør”, og tage sine kontakter fra en politisk position og embedsmandsstilling med sig, ud i private virksomheder eller lobbyfirmaer.

2.  Et obligatorisk lobbyregister.

3.  En aktiv indsats for at bringe balance mellem offentlige interesser og virksomhedsinteresser i Kommissionens mange rådgivningsgrupper.

4.  Et etisk regelsæt for medlemmer af Parlamentet.

Lobbyister for et register

I Danmark meldte et nyt initiativ sig på banen: Lobbylogen. Iført høje hatte og nydelige klæder tog Lobbylogen tilsyneladende den opgave på sig, at tale de mere end 30.000 Bruxelles-baserede lobbyisters sag.

»Vi har længe arbejdet benhårdt og effektivt bag lukkede døre. Nu vil vi frem i lyset og have anerkendelse for vores arbejde,« står der i Lobbylogens manifest.

I virkeligheden er Lobbylogen ikke lobbyister, men en gruppe unge med et kritisk budskab. Pernille Bonde, der har været en af de drivende kræfter i projektet, uddyber overfor NOTAT:

»Det vi ønsker, er et mere demokratisk EU. Vi mener, at lobbyismen og den manglende gennemsigtighed i EU er et demokratisk problem. Som det er nu, ved vi som befolkning ikke, hvem EU-politikerne mødes med, og hvad de taler om. Det vil vi gerne lave om på.«

De ca. 35 unge har fået 11 ud af de 13 valgte, danske EU-parlamentarikere til at underskrive en kontrakt. Ulla Tørnæs og Jens Rohde fra Venstre er de eneste, der ikke har skrevet under.

»Kontrakterne forpligter de 11 politikere til at arbejde for et obligatorisk lobbyregister i EU. Og så er vi nået ud til en masse unge med blandt andet events og flyers. Så vi håber også, vi har været med til at oplyse om problemet«, lyder det fra Pernille Bonde.