ARTIKLER


5 skarpe til Gunde Odgaard


Af Ida Zidore
1. marts 2014

Opgørelser viser, at udenlandske arbejdstagere i Danmark betaler mere i skat end de hæver i sociale ydelser. Hvorfor er udenlandsk arbejdskraft så et problem?

Det kan godt være, at udenlandsk arbejdskraft skaber økonomisk vækst. Men det gør slaveri og børnearbejde sådan set også. Arbejde skal foregå på lige vilkår og ikke som sort økonomi. Det taler vist for sig selv, at SKAT har efterreguleret i 2.600 sager om udenlandsk arbejdskraft. Der foregår noget, som er helt ude i hampen.

At bekæmpe social dumping er din mærkesag, men vi har en EU-Domstol, der typisk sætter fri bevægelighed over løn- og arbejdsvilkår. Hvad kan du overhovedet stille op, hvis du bliver valgt ind?

Man har lavet et åbent marked uden at sikre et fælles europæisk kontrolsæt. Der er så meget snyd og svindel i dag. Bekæmpelsen af social dumping handler i høj grad om at håndhæve de eksisterende regler. Der kan jeg bidrage med min mangeårige erfaring med problemstillingen fra fagbevægelsen.

Arbejdsmarkedsforsker Bent Greve siger, at den frie bevægelighed gør det nødvendigt at koordinere landenes sociale systemer mere. Er du enig i det?

Jeg går nok mere ind for, at man i EU anerkender, at man har forskellige modeller. Hvis du bor i Danmark og betaler skat i Danmark, kan du hæve ydelser i Danmark. Men vi vil ikke sende velfærdsydelser ud af landet til ikke-danske statsborgere. EU-reglerne må tilpasses, så de kan rumme vores system.

Har EU's nedskæringskurs med Finanspagten været en god eller en dårlig idé?

Det har været en dårlig idé for alle, især for de unge ledige. Landene er nødt til at få gang i noget vækst for at komme ud af sumpen. Det er svært at se, hvordan de rammer, som EU har udstukket, skal sætte gang i noget. 

Men din egen partiformand har jo skrevet under på Finanspagten. Hvad kan du stille op?

Jeg synes Finanspagten har været for stram. Den har haft nogle afsindige menneskelige konsekvenser. Jeg kan være med til at italesætte det og vise, hvor vi kan skabe vækst. Det handler blandt andet om at investere i energirenovering, uddannelse, sundhedsmæssig og fysisk infrastruktur – veje, have, jernbaner og så videre.