ARTIKLER


Den mindste tyske sejr fik mest omtale

Mens EU-kritikken i mange europæiske lande buldrer frem, er den til at overse i Tyskland. Alligevel blev et eurokritisk parti valgets store samtaleemne.


Af JESPER VESTERMARK KØBER
1. juli 2014

Af de 96 repræsentanter, som Europas største land netop har sendt til Bruxelles, er langt de fleste tilhængere af euroen og EU. Alligevel blev det tyske valgs største historie, at det nye eurokritiske parti Alternative Für Deutschland (AFD) opnåede 7 mandater.

Fremgangen for AFD bekymrer den tyske kansler Angela Merkel, hvis kristendemokratiske parti CDU gik tilbage med 2,6 pct. AFD repræsenterer nemlig en gruppe vælgere, som før stemte på CDU/CSU, men nu føler sig tiltrukket af de Alternatives mærkesager. Det gælder især tilbagevenden til D-marken, nej til økonomisk hjælp til grækerne og forståelse for Putin i konflikten med Ukraine.

Under valgkampen forsøgte de øvrige partier at dæmonisere AFD, men partiet lykkedes med at fremstå som et professionelt og EU-kritisk, konservativt parti. Spidskandidaten Bernd Lucke har beskrevet partiet som et nyt folkeparti og lagt afstand til ekstreme ytringer.

Efteråret bliver afgørende

Selvom AFD kun opnåede 7 pct. af stemmerne, rykker valgresultatet ved det tyske politiske landskab, hvor nye partier sjældent etablerer sig. CDU/CSU har nu en seriøs udfordrer, der måske kan blive politisk mainstream i en periode, hvor den gamle liberale koalitionspartner FDP stadig er i krise. Partiet røg ud af Forbundsdagen ved sidste valg med kun 3,4 pct. af stemmerne. Delstatsvalgene til efteråret vil vise, om AFD kan bide sig fast i tysk politik og måske blive koalitionspartner til CDU/CSU. 

EU-valgets anden vinder blev det socialdemokratiske SPD, der kan notere sig en fremgang på 6,5 pct. af stemmerne. Men der blev også plads til komikeren Martin Sonneborn og til det ny-nazistiske parti NPD, der hver opnåede 1 pct. af stemmerne. Det lod sig gøre, fordi den tyske forfatningsdomstol som noget nyt havde afskaffet spærregrænsen på 3 pct.ved EU-parlamentsvalget.