Det umulige præsidentvalg

Flertallet af de danske vælgere var måske ikke helt klar over det, før valget, men udover at stemme på deres foretrukne parti eller liste, stemte de også på Luxembourgs veteranpolitiker Jean-Claude Juncker (konservativ), den tyske formand for EU-Parlamentet Martin Schulz (socialdemokrat), den belgiske føderalist Guy Verhofstadt (liberal), den grønne franskmand José Bouvé, alternativt hans tyske partifælle Ska Keller (en af hvert køn fra den lejr), eller den fremstormende græske venstrefløjspolitiker Alexis Tsipras.

Disse seks havde alle lagt billet ind på at afløse José Manuel Barroso som formand for Kommissionen i de kommende fem år.

Under hensyntagen til Parlamentet

Forklaringen - og det, som var anderledes denne gang - skal findes i en noget knudret formulering i Lissabon-traktatens artikel 17.7, som trådte i kraft ved valget den 25. maj:

”Under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet og efter passende høringer foreslår Det Europæiske Råd (stats- og regeringscheferne, red.) med kvalificeret flertal en kandidat til posten som formand for Kommissionen. Denne kandidat vælges af Europa-Parlamentet med et flertal af dets medlemmer.”

Altså, Parlamentet vælger ikke mellem forskellige kandidater, men vælger den kandidat, som regeringscheferne er blevet enige om at foreslå, efter at de først har taget hensyn til valgresultatet.

Og hvis Parlamentet stemmer nej, må regeringscheferne hoste op med et nyt navn.

Så hvem er det, der bestemmer: Regeringerne, som udpeger den mest egnede under hensyn til valgresultatet, eller Parlamentet, som i sidste ende skal stemme ja? Eller er det vælgerne, som i dette tilfælde stemte på... tja, hvem var det nu, det var?

Et valg med eller uden Juncker

»Jeg ser det som en magtkamp mellem institutionerne. Fra Parlamentets side er det kun første led i en proces, der handler om at give Kommissionen en parlamentarisk forankring,« siger Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

Hvad det hele endte med – om det blev Juncker, fordi hans gruppe i Parlamentet blev den største efter valget, eller det blev en kandidat helt udenfor grupperne – var stadig uafklaret, da NOTAT gik i tryk.

Men man kan sige noget om selve processen. Måske bidrog ”præsidentvalget” til at bremse den faldende valgdeltagelse? Den krøb en smule opad, fra 43 pct. 2009 til 43,09 pct. i år. Spørgsmålet er, om man kan måle det.

»Det kan man fra et videnskabeligt perspektiv ikke sige noget om; så skulle man gennemføre et valg som det nu skete, samtidigt med et andet valg, men uden Juncker og Schulz, for at have noget at sammenligne med,« siger Peter Nedergaard.

»Desværre ikke,« svarer valgforsker Kasper Møller Hansen kort og kontant.

Ikke engang i Tyskland

Hverken de danske socialdemokratiske kandidater eller den konservative Bendt Bendtsen gjorde i valgkampen noget ud af at fremme deres partiers kandidater, henholdsvis Schulz og Juncker.

Hvis Venstres Ulla Tørnæs mente, at Guy Verhofstadt var det bedste bud på en kommissionsformand – hvilket man kan tvivle på - så var det noget, hun gik ganske stille med.

»De er alle forholdsvis ukendte udenfor Tyskland, Luxembourg, Belgien og måske Holland,« siger Peter Nedergaard.

Jens-Peter Bonde, mangeårigt medlem af Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU og JuniBevægelsen – og den kritiske EU-debats "grand old man" i Danmark – går et skridt videre:

»Schulz er ikke engang kendt i Tyskland. Jeg er personligt gode venner med alle tre. Juncker har jeg kendt siden han var en ung embedsmand, men det er der ingen andre danskere, der har.«

Twitterglade seere

Benjamin Fox fra nyhedsportalen EUobserver skriver, at den afsluttende debat mellem ”Spitzenkandidaten” blev vist på 49 TV-kanaler, og set af lige under 500.000 seere.

Topkandidaterne nåede på den måde ud til cirka 0,29 pct. af de omtrent 170 millioner EU-borgere, som stemte til valget.

Men det var nogle flittige seere. De sendte i alt 63.000 tweets (beskeder på net-tjenesten Twitter) i begejstring, eller det modsatte, over hvad de så. Med i gennemsnit 7,9 sendte tweets pr. person, var det næppe et helt repræsentativt udsnit af den europæiske vælgermasse, som kiggede med.

Jens-Peter Bonde, der engagerede sig i en kampagne for at øge valgdeltagelsen i maj, mener ikke, at et ”præsidentvalg” som dette er vejen frem for at øge interessen, eller for at styrke Kommissionens legitimitet.

»Derimod har jeg, sammen med Europabevægelsens tidligere formand Erik Boel, foreslået at vi skulle stemme på de nationale kommissærer ved næste valg. Det ville interessere folk, og det er et realistisk forslag, som kan gennemføres uden at man laver om på traktaten.«

Skrevet ca. to uger før udgivelse i magasinet NOTAT 24. juni 2014