Emilie tager prisen

LOBBYKLUMMEN. Det er blevet sæson for turen gennem ”svingdøren”. Når et EU-Parlament afslutter sin termin, og Kommissionen sin turnus, og nye ansigter skal træde i andres sted, så går der et par måneder, før de første historier om karriereskift fra politiker til lobbyist tikker ind – også kaldet ”at gå gennem svingdøren”.

I år er ingen undtagelse. Der er både eks-kommissærer og eks-parlamentarikere, som har kunnet sælge de erfaringer, de har skaffet sig gennem tiden som politisk valgte eller politisk udpegede. Flere bør give anledning til et par rynkede pander, for der bør vel være en grænse for, hvilke oplysninger, kontakter og erfaringer fra livet med en politisk ansvarspost, man kan tillade sig at gøre til en vare, der kan sælges.

Nogle tilfælde lugter mere end andre. Sidst svingdøren fejrede højsæson var i 2009-2010, og dengang stod en tysk eks-kommissær, Günter Verheugen, for det måske mest problematiske spring, da han straks oprettede sin egen lobby-konsulentvirksomhed, the European Experience Company, med tjenester til salg for højestbydende. Denne gang må prisen gå til danske Emilie Turunen, tidlligere medlem af Parlamentet for SF og senere S, der nu er ansat som lobbykonsulent i den danske storbank, Nykredit.

Andre EU-parlamentarikere har taget en lignende tur. Formanden for det magtfulde økonomiudvalg i parlamentet, britiske Sharon Bowles, afslørede for nyligt, at hun søger til London Stock Exchange Group (LSEG) – et selskab, hun har været i løbende kontakt med gennem sin tid som parlamentariker. Bowles har tydeligvis haft en tæt dialog med børsgruppen LSEG om kommende lovgivning, som de havde en klar interesse i. Det gælder for eksempel det omfattende og komplekse MiFID-direktiv om handel med finanspapirer.

Bowles er mere centralt placeret end Turunen i Parlamentet, men danskeren tager alligevel føringen i dårlig smag af én grund. Mens Bowles aldrig har lagt skjul på, at hun grundlæggende er tæt på finanssektoren i City of London, så har Turunen omvendt slået sig op på, at være en af de store bankers hårde kritikere. Og man må formode, at den opbakning hun måtte have haft i vælgerkorpset, i høj grad stammer fra hendes jævnlige udfald mod grådige banker, og sågar mod giftige finanslobbyister.

Nu må de selvsamme vælgere så erkende, at hvis de støttede Turunen, så er hovedpersonen nu konverteret. Med et hop på hovederne af vælgermassen, er hun nu sprunget over i en stilling, hvor hun skal arbejde for omtrent det omvendte af det, hun efter alt at dømme mente, da hun var politiker.

Selv mener Turunen ikke, der er nogen modsætning mellem hendes politiske liv og den nye karriere.

»Jeg har også i EU-Parlamentet arbejdet på tværs af partiskel for blandt andet at styrke den danske realkredit, så jeg mener ikke, der er nogen konflikt mellem mit politiske arbejde og mit nye arbejde i Nykredit,« sagde hun til Fyens Stiftstidende i september.
Det holder nok ikke så langt.

Turunen har for eksempel været fortaler for mindre banker, og nu melder hun sig under fanerne for en storbank, der bestemt ikke er med på den galej. På et andet punkt er hun sværere at modsige. Hun anfører, at hun ”kun arbejder med ting, jeg kan stå inde for, og sådan er det stadig”, og det er da sikkert rigtigt. Spørgsmålet er, om det er de samme ting, hun ”står inde for” i dag som dengang.

Lobbyklummens skribent Kenneth Haar er researcher i den lobby-kritiske organisation, Corporate Europe Observatory. Han kommenterer jævnligt på lobbyisme i medierne.

Artiklen blev første gang bragt i NOTAT nr. 1276 som udkom 1. oktober 2014.