Et politisk tomrum

At markere sine egne holdninger er ikke noget, der lader til at interessere Jesper Tynell synderligt. Han er en detaljens mand. En dokumentationens vogter. Måske er han bedst kendt som journalisten, der påviste lovbrud i Beskæftigelsesministeriet under Claus Hjort Frederiksen.

Men når det kommer til EU-systemets indretning, har Jesper Tynell gjort sig nogle tanker af den mere grundlæggende slags. Det drejer sig om spændingsfeltet mellem de folkevalgte lovgivere på den ene side og EU-traktaten på den anden.

»For mig at se har vi en stor demokratisk udfordring i EU på grund af den måde, som traktaten er udformet og fortolket på. Det kan i praksis være umuligt for lovgiverne at vedtage noget, som et stort flertal af befolkningen måtte ønske«, siger han.

Jesper Tynell er inde ved selve kernen af EU-samarbejdet. Princippet om fri bevægelighed for arbejdskraft, varer, tjenesteydelser og kapital, som siden 1957 har været indskrevet i traktaten, og de rettigheder, der følger alene af unionsborgerskabet. Knæsatte principper, som der ikke ligefrem er rørende enighed om forståelsen af. 

Baumbast-sagen

Et godt eksempel er den såkaldte Baumbast-sag. 

Den tyske statsborger, der går under navnet ”Herr Baumbast”, ville i 1990’erne gerne bo i Storbritannien, selvom han ikke arbejdede der. Der fandtes på det tidspunkt en britisk regel om, at EU-borgere og deres slægtninge skulle tegne en sygeforsikring for at opholde sig i landet. En regel, som var i fuldstændig overensstemmelse med det EU-direktiv, der gjaldt på det tidspunkt.

Men sagen kom for EU-Domstolen. Og Domstolen vurderede stik imod det gældende EU-direktiv, at kravet om sygesikring var en begrænsning af den frie bevægelighed for unionsborgere. Som konsekvens blev direktivet lavet om, og medlemslandene har siden ikke i samme grad haft lov til at kræve, at EU-borgere og deres slægtninge tegner sygeforsikring. Storbritannien fulgte altså EU-direktivet til punkt og prikke, men det var i strid med traktaten og blev derfor underkendt.

»Baumbast-sagen viser i mine øjne, hvordan det kan være svært for EU-lovgivere at være herre i eget hus«, siger Jesper Tynell.

»Visse ting, som man måtte forvente at kunne lovgive om, kan man ikke lovgive om uden en traktatændring. Og det kan være umuligt at komme igennem med selv for et stort flertal i Europa. Derfor har man reelt afpolitiseret visse områder, som ikke længere lader sig regulere politisk.«

Udemokratisk og demokratisk at bryde EU-retten

Jesper Tynell beskriver det manglende politiske råderum som et ”styrings-vakuum”. Det er også det tomrum, de danske folketingspolitikere befinder sig i, når de hævder at kunne gå imod traktatens ord i for eksempel spørgsmålet om børnepenge til EU-borgere fra andre lande, der arbejder i Danmark.

Selv hvis et flertal i EU skulle blive enige om at ændre sammenlægningsprincippet i forordning 883, så følger princippet stadig også af traktatens artikel 45 og 48. Det kan derfor vise sig vanskeligt at ændre politisk, selv med et stort flertal i EU. Det fører i praksis til en form for selvtægt blandt medlemslandene, mener Jesper Tynell.

»Vi siger ofte til os selv, at "Danmark er dukse" i forhold til at overholde EU-retten. Faktum er, at når der er penge eller politisk prestige på spil, så prøver vi igen og igen at fortolke os ud af problemerne. Og så bryder man med mere eller mindre åbne øjne de regler, der er vedtaget på EU-niveau. Det skete for eksempel, da VK-regeringen indførte et optjeningsprincip vedrørende børnechecken.«

På sin vis kan Jesper Tynell godt se idéen i at føre noget af magten tilbage til en demokratisk valgt forsamling ved at bryde EU-retten. Om det så er EU-Parlamentet eller – som i dette tilfælde – Folketinget. Men han tror, at det vil være lettere at få staterne til at følge EU-reglerne, hvis det var lettere for et flertal i EU at lave dem.

Han mener i al fald vi skal væk fra den spiral, hvor EU-domstolens fortolkning af EU-traktaten trumfer de politiske beslutninger på EU-niveau, mens medlemsstaternes regeringer samtidig med vilje misfortolker reglerne indtil det bliver ”opdaget”.

»Jeg mener, vi har skabt os et styrings-vakuum, når man på nationalplan fortolker sig til større frihed og dermed – ud fra et retsstatsprincip – ikke lever op til de regler, man har vedtaget, og dermed ikke giver borgerne og virksomhederne de rettigheder, som de faktisk har«.

Muligt at forandre

Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at ændre på demokratisk vis. Paradokset er, at det i praksis er noget nær umuligt, fordi det formentlig kun kan lade sig gøre, hvis man kan få opbakning til at ændre traktaten på de her punkter, mener Jesper Tynell.

»Men det er selvfølgelig ikke helt og aldeles udelukket, hvis der opstår en bred debat om nogle af de her problemstillinger i Europa.«

Men hvordan skal man ændre det – ved at begrænse markedsfrihederne?

»Det er ikke et spørgsmål om, at vi slet ikke skal have unionsborgerskabet og markedsfrihederne i traktaten. Det er et spørgsmål om, hvilken vægt de får, og hvor stor en gennemslagskraft, de har. Og et spørgsmål om, hvorvidt man fra politisk side stadig har mulighed for eksempel at sige: Af den frie bevægelighed følger også et retskrav på sociale ydelser fra det øjeblik, du træder ind på et andet medlemslands område. Eller det omvendte: Der følger en optjeningsperiode.«

Derfor er Jesper Tynell også spændt på at se, hvad der kan lade sig gøre i forhold til traktaten, hvis der faktisk viser sig at være en gruppe af medlemslande, som politisk ønsker at begrænse rettigheder til sociale ydelser for EU-borgere.

»Hvis det skal lykkes på et tidspunkt at nå en fælles, europæisk forståelse af, at vi er sammen om at styre det her kontinent på demokratisk vis, så mener jeg faktisk også, det er nødvendigt, at Parlamentet og Rådet har mulighed for at beslutte, præcis hvilke rettigheder, der skal følge af den frie bevægelighed.« 

Interviewet blev lavet i anledning af, at Jesper Tynell Grundlovsdag 2014 overtog Ebbe Kløvedal Reichs demokratistafet.