Europas sorte drenge får godtepose i milliardklassen

Da de europæiske regeringsledere kort efter midnat den 24. oktober endelig nåede til enighed om EU’s fremtidige klima- og energipolitik, var der utvivlsomt hævede champagneglas og lystige skåltaler hos en række af Europas største virksomheder. Særligt har stemningen været i top hos europæiske brancheorganisationer som Eurofer og CEMBUREAU, der repræsenterer henholdsvis stål- og cementindustrien.

Det Europæiske Råd besluttede nemlig at videreføre de nuværende regler for CO2-lækage, som er den lidet mundrette betegnelse for risikoen for, at europæiske virksomheder bliver nødt til at flytte deres produktion ud af EU, fordi de økonomiske omkostninger ved klimapolitikken er for store.

Rådets beslutning vil medføre en pengeoverførsel i milliardklassen fra skatteyderne til de mest forurenende virksomheder på kontinentet. Forklaringen er noget teknisk, så hold nu godt fast. 

Gratis kvoter løbet løbsk

For at sikre en reduktion i udledningen af CO2, har EU indført det markedsbaserede kvotehandelssystem (ETS), hvor virksomheder kan købe og sælge rettigheder til at forurene.

Men det er ikke alle, der skal punge ud. De sektorer, som EU vurderer til at være særligt sårbare over for EU’s egen klimapolitik, står på en liste over heldige modtagere af gratis kvoter.

Målet med listen har selvfølgelig været at undgå CO2-lækage. Problemet er bare, at der i praksis har fundet en massiv overtildeling af kvoter sted, som har udvandet systemet. Det er der primært to årsager til. 

Verdensfjerne forudsætninger

For det første er kriterierne for at være på listen mildest talt tyndbenede. Ifølge den britiske researchorganisation Sandbag er absurde 99,5 pct. af alle aktiviteter, der er dækket af kvotesystemet, defineret som værende i risikozonen.

For det andet uddeler EU-Kommissionen gratis kvoter baseret på nogle verdensfjerne forudsætninger. Man vurderer nemlig sektorernes omkostninger på baggrund af en teoretisk kvotepris på ca. 225 kr. pr. ton CO2, der udledes. I virkeligheden koster et ton CO2 pt. det samme som en frokostpizza, nemlig ca. 45 kroner. Den lave pris, som ikke ligefrem giver virksomhederne incitament til at skære ned på forureningen, skyldes et kæmpe overskud af kvoter i systemet. 

Skatteyderne betaler

Den massive overtildeling af kvoter betyder, at alene stålvirksomheden ArcelorMittal i perioden 2008 til 2011 modtog gratis kvoter ud over deres reelle behov til en anslået værdi af 12 milliarder kroner.

De kvoter, der ikke bliver leveret gratis til industrien, skal sælges af medlemsstaterne. Det vil sige, at jo flere gratis kvoter, der bliver uddelt, jo færre kvoter har medlemsstaterne til rådighed som indtægtskilde. I sidste ende er det således skatteyderne, der betaler regningen for subsidieringen af Europas mest forurenende virksomheder. 

Ingen beviser

Med udsigt til den slags godteposer er det heller ikke overraskende, at Eurofer, CEMBUREAU og ligesindede i opløbet til topmødet råbte højt med deres krav om fortsat tildeling af gratis kvoter.

For at gøre ondt værre, konkluderede en undersøgelse i 2013, bestilt og betalt af EU-Kommissionen selv, at der ingen beviser eksisterer for, at CO2-lækage rent faktisk finder sted. Med andre ord spinder Europas industri guld på et teoretisk problem.

Hvis kvoteprisen mod forventning ender med at stige til 225 kr. pr. ton CO2, som EU-Kommissionen håber på, vil EU’s medlemsstater ende med at udskrive en check på mellem 1.400 og 2.200 milliarder kroner til industrien i perioden 2020-2030. Baseret på en problemstilling, der ikke kan bevises.

Artiklen blev første gang bragt i NOTAT nr. 1278 1. december 2014