ARTIKLER


God dom om velfærdsturisme

EU's domstol har afgjort at man ikke kan rejse til et andet EU-land med det eneste formål at modtage sociale ydelser.


Af Sven Skovmand
3. december 2014

I en længe ventet dom har EU's domstol i Luxembourg fastslået, at man ikke kan rejse til et andet EU-land for blot at få social støtte. Det står i artiklen »Velfærdsturisme bremses af EU-dom« (Berlingske, 11.11.2014).

Sagen blev rejst, fordi den rumænske kvinde Elisabeta Dano klagede over, at hun ikke kunne få sociale ydelser i Tyskland, skønt hun havde været i landet siden 2010. Hendes
problem var, at hun ikke havde søgt arbejde i landet i denne tid, og at hun ikke havde erhvervsmæssige kvalifikationer. Og det blev afgørende for Domstolen.

»En medlemsstat skal have mulighed for at afslå at indrømme sociale ydelser til ikke-erhvervsaktive unionsborgere, som udøver deres ret til fri bevægelighed alene med det formål at opnå social bistand«, hedder det i dommen.

Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen siger i en skriftlig kommentar, at han er glad for dommen, der efter hans mening bekræfter den danske praksis på området.

Danmark har da også støttet Tyskland under retssagen.