Historien om et marked, der blev til mere

Over 70 millioner mennesker døde på verdensplan under Anden Verdenskrig, og Adolf Hitler, som stod bag nogle af krigens værste forbrydelser, kom til magten godt hjulpet på vej af det tyske folk.

Det skal man vide, hvis man skal forstå, hvorfor EU fra begyndelsen frem for alt blev tænkt som et politisk system, der skulle sikre Europa mod krig i fremtiden og dæmme op for nationalisme - og populisme.

Mange træk ved EU kan spores tilbage til den 9. maj 1950, hvor den franske udenrigsminister Robert Schuman holdt en tale, kendt som Schuman-erklæringen.

Han talte om ”at stille den samlede fransk-tyske produktion af kul og stål under en øverste, fælles myndighed, nemlig en organisation, der vil stå åben for deltagelse fra andre lande i Europa. Fælles kul- og stålproduktion vil øjeblikkeligt sikre tilvejebringelsen af fælles grundlag for økonomisk udvikling, første etape mod den europæiske føderation.”

Man stolede ikke på hinanden og heller ikke på hinandens befolkningers evne til at vælge fornuftige politikere, og derfor skulle den fælles høje myndighed heller ikke ledes af politikere, men af ”uafhængige personer” udpeget af regeringerne.

Den europæiske fællesskabsfølelse og solidaritet skulle i Schumans tankegang primært sikres gennem konkrete økonomiske resultater:

”Europa kan ikke dannes på én gang, og heller ikke i en samlet opbygning: Det kan dannes gennem konkrete resultater - der først skaber en faktisk solidaritet.”

Det Europæiske Kul og Stål Fællesskab, trådte i kraft den 23. juli 1952 med Belgien, Holland, Frankrig, Tyskland, Italien og Luxembourg som medlemmer. Schuman og hans økonomiske rådgiver Jean Monnet, der regnes som hjernen bag planen, fejres i dag som to af EUs grundlæggere.

Markedet som drivkraft

Den Høje myndighed er i dag blevet til EU-Kommissionen, hvor medlemmerne officielt stadig varetager EUs interesser frem for nationale interesser. Og Kommissionens ansvarsområder har udvidet sig eksplosivt, ligesom skaren af medlemslande har.

Først skabtes Det Europæiske Fælleskab (EF) i 1958 med den såkaldte Rom-traktat. Centralt i EF var en toldunion, hvori man fjernede toldsatserne imellem landene, så samhandlen og dermed også økonomi og gensidig afhængighed kunne vokse. På samme tid etablerede man fælles ydre toldmure overfor omverden.

Desuden etablerede man et fælles marked med det grundlæggende princip, at varer, personer, tjenesteydelser og kapital skal kunne bevæge sig frit mellem EUs medlemslande.

Princippet om den frie bevægelighed har siden vist sig at få afgørende indflydelse på områder som udlændingepolitik, arbejdsmarkedspolitik, sundhedspolitik og socialpolitik.

Op gennem 1980’erne udviklede det fælles marked sig til det indre marked med fokus på at fjerne de sidste hindringer for fri handel og fri konkurrence mellem EU-landene. Redskabet var især harmonisering, hvilket betyder at gøre EU-landenes lovgivninger ensartede, så man kan sælge de samme typer produkter i alle lande.

I praksis betød det indre marked en svækkelse af varestandarder og miljøregler for nogle lande og strammere eller nye regler for andre. Og for EU medførte det indre marked en afskaffelse af enstemmighed i Ministerrådet ved harmoniseringer, hvilket betød at det blev lettere at træffe beslutninger – men dermed også at overtrumfe enkelte landes modstand.

Den demokratiske udfordring – parlamentet

Selvom markedet og den frie bevægelighed stadig i dag står som et helt centralt princip indenfor EU-samarbejdet, så indså man allerede i 1970erne, at EUs politiske legitimitet var truet. Medlemslandenes befolkninger var både skeptiske og uvidende overfor samarbejdet.

En af løsningerne blev at indføre direkte valg til EU-parlamentet, så borgerne skulle føle sig mere involverede i EUs beslutninger. På samme tid fik parlamentet gradvist mere magt og udviklede sig langsomt fra det såkaldte ’Mickey Mouse-Parlament’, som man smilede lidt af, til sin nuværende status efter Lissabontraktaten som én af EUs magtfulde institutioner. Dette til trods er valgdeltagelsen ved valgene faldet konstant siden indførelsen af de direkte valg i 1979, og lå ved sidste valg i 2009 nede på 42 %.

Der er siden blevet søsat flere projekter for at skabe en europæisk offentlighed, både med satsning på kommunikation, grænseoverskridende undervisningsprojekter og det såkaldte borgerinitiativ, der giver en ramme for underskriftsindsamlinger til EU-Kommissionen på tværs af landene. Men det har langt fra skabt et kontinent af europæere. EU’s borgere orienterer sig politisk primært mod deres egne nationalstater.

EU som mere end et marked

Til gengæld har det ikke skortet på andre udviklinger, der har kunnet bruges til at skabe en fælles europæisk følelse. Med Maastricht-traktaten blev EF til EU – den Europæiske Union, med en styrkelse af unionen overfor medlemsstaterne og med fælles politik på endnu flere områder samt konkrete planer om en fælles valuta – Euroen.

En generel drejning mod venstre i Europa i disse år - 11 af EU’s 15 statsledere var i 1998 socialdemokratiske eller venstreorienterede – førte også til strengere miljølovgivning, lovgivning om ligestilling, mere ambitiøs klimapolitik, og kamp for menneskerettigheder.

Selvom det venstreorienterede flertal blandt statslederne er en undtagelse fra hovedreglen i EU, var både højre- og venstreorienterede kræfter i EU enige om, at naboerne i Central- og Østeuropa skulle lukkes ind i EU, som de alle var interesserede i.

Mange var bekymrede over, at 100 millioner lavtlønnede østeruopæere pludseligt skulle få adgang til de vesteuropæiske arbejdsmarkeder og over, at de meget fattigere lande mod øst pludselig skulle få del i EUs støttemidler, men den store udvidelse af EU faldt på plads i 2004 og 2007, så EU voksede fra 15 til 27 lande og fra 400 til 500 mio. mennesker.

En så drastisk udvidelse af kommissærer, parlamentarikere og ministre krævede på samme tid en grundlæggende reform af beslutningsprocedurerne, og det var noget af det, der skete med både Nice- og Lissabontraktaterne. EUs magt og betydning er vokset gradvist gennem årene, så vi i dag i praksis har en føderal struktur. Men det demokratiske system, borgernes deltagelse i beslutningerne og den offentlige debat halter stadig efter.

EU består i dag af 28 lande. Storbritannien, Danmark og Irland kom ind i 1973, Grækenland i 1981, Spanien og Portugal i 1986, Sverige, Finland og Østrig i 1995, og Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Ungarn, Estland, Letland, Litauen, Cypern og Malta i 2004, mens Bulgarien og Rumænien blev medlemmer i 2007 og Kroatien i 2013. u