ARTIKLER


Succes til Syriza i Grækenland

EU-valgets store vinder i Grækenland blev venstrefløjskoalitionen Syriza, der fik hele 26,6 procent af stemmerne. Det borgerlige regeringsparti Nyt Demokrati fik fire procentpoint mindre, 22,7.


Af Jonas Madsen
5. juni 2014

Med resultatet sendte grækerne et klart signal til deres politikere: stop med hovedløse besparelser og sæt gang i væksten.

EP-valget faldt sammen med anden runde af et regions- og kommunal valg i Grækenland. Også her fik Nyt Demokrati en lussing af vælgerne. I den vigtige Attiki provins, der bl.a. omfatter Athen, gik de ikke engang videre fra første runde. Syriza vandt opsigtsvækkende regionen.

Det andet regeringsparti, socialdemokratiske PASOK, fik en endnu større lussing til EP-valget, og gik tilbage fra 36,7 procent af stemmerne ved sidste EP-valg til 8 procent.

De to regeringspartiers dårlige valgresultater ved henholdsvis EP-valget og lokalvalgene fik Syriza’s leder Alexis Tsipras til at kræve udskrivning af valg. Det gjorde han i sin tale på valgnatten. Her beskrev han også Syrizas sejr som historisk, da et venstrefløjsparti aldrig har vundet så tydeligt i Grækenland.

Ministerrokade, men ikke valg
Regeringsleder Antonis Samaras fra Nyt Demokrati nægter imidlertid at udskrive valg, men varsler, at der i løbet af sommeren vil komme en ministerrokade.

Dette gør Samaras højst sandsynligt for at opnå to ting: for at skabe mere plads til sit eget konservative parti i regeringen og for at mindske antallet af nervøse parlamentsmedlemmer fra PASOK. Nervøse PASOK-medlemmer kunne tænkes ikke at ville stemme for yderligere upopulære besparelser, hvis de har risiko for at miste pladser i parlamentet efter et eventuelt valg.

Ved samme lejlighed langede Samaras kraftigt ud efter Syriza, og kaldte dem for ”ikke regeringsduelige”.

Også det nynazistiske Gyldent Daggry fik et godt valg, og kom ind i Europa parlamentet, med 9,3 procent af stemmerne, hvilket udløser 3 pladser til dem. Protestpartiet To Potami (floden) kommer ind for første gang med 6,6 procent, hvilket giver dem 2 pladser.