NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Hvad vil EU med frihandelsaftalerne?
En ny generation af frihandelsaftaler har erstattet arbejdet i verdenshandelsorganisationen WTO.Det giver de gamle kæmper EU og USA nye muligheder for at sætte dagsordenen.
Af Rasmus Nørlem Sørensen
1. september 2014
På redaktionens skrivebord ligger en kæmpe stak papirer om frihandelsaftalen mellem EU og USA. Papirer der er fortrolige, men er blevet lækket, og som udgør det samlede informationsmateriale til handelsudvalget i EU-Parlamentet. Af disse papirer fremgår det blandt andet, at EU ikke står til at få den helt store økonomiske gevinst ud af en aftale med USA. Men hvad er så formålet med at lave en aftale?
Det korte svar er, at frihandelsaftalerne handler om andet og mere end kortsigtede gevinster. De handler om politik og om at få indflydelse på, hvordan verdenshandlen skal foregå i fremtiden.
Væk fra FN-sporet
Der er sket et skifte fra forsøgene på at etablere en række verdensomspændende aftaler om frihandel gennem WTO (World Trade Organisation). Det store forum med forhandlinger mellem størstedelen af verdens lande kom et langt stykke i forhold til at skabe gunstige vilkår for det internationale erhvervsliv.
Men WTO viste sig at være et trægt forum. Den korte historie er, at WTO er blevet formet og styret af USA og de europæiske allierede, men efterhånden som flere nye vækstlandes økonomier og politiske selvtillid voksede, blev det sværere for EU og USA at trumfe deres idéer igennem.
De to giganter er derfor gået over til en ny strategi. Grundlæggende at lægge hele deres stadig betydelige økonomiske styrke ind på forhandlinger med udvalgte enkeltlande, der så kan presses til de rigtige indrømmelser.
USA er længst fremme med den strategi, og har også taget hul på det, man kunne kalde flersidede eller plurilaterale aftaler mellem USA og udvalgte regioner. F.eks. NAFTA i Nordamerika og TPP, der omfatter en række lande i stillehavsregionen. EU er fulgt efter med handelsaftaler med Sydafrika, Korea, Canada og mange flere.
TTIP som dilemma
Og nu står vi så med det interessante dilemma, der hedder TTIP. Aftalen er egentlig designet efter en skabelon, der typisk har været benyttet i forhandlinger mellem en tung, vestlig økonomisk magt og et mindre land eller en mindre udviklet økonomi. Her anvendes aftalen blot mellem verdens to absolut største økonomier. EU og USA’s økonomier udgør tilsammen lige godt halvdelen af verdens samlede BNP.
Hvis de to giganter kan blive enige, vil det stække de fremadstormende BRIKS-landes (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) muligheder for at sætte dagsordenen i verdenshandlen.
EU er verdens største økonomi målt på BNP, men USA er næsten lige så stor. Kinas hidsige vækstøkonomi er stadig kun halvt så stor som hver af de to kæmpers. Selvom Sydafrika er blevet taget med i BRIKS-betegnelsen, så kan det virke lidt paradoksalt, da landet med sine 45 mio. indbyggere har en økonomi på størrelse med den danske. BRIKS-landene er reelt meget langt fra at udgøre et samlet politisk eller økonomisk modspil til EU og USA.
De gamle økonomiske stormagter har en mulighed for at spille med musklerne over for de nye vækstøkonomier. USA satser stærkt på at inddæmme Kinas magt på handelsområdet. EU satser stærkt på at være med, når USA begynder at svinge taktstokken i forhold til den nye globale dagsorden i handelspolitikken.